Eks-skolen, Den Eksperimenterende Kunstskole, oprettet 1961 i København af billedkunstnerne Paul Gernes, Roger Martin Pring (f. 1929), Jens Jørgen Thorsen og Richard Winther samt kunsthistorikeren Troels Andersen.

I opposition til tidens æstetiske og verdensfjerne kunstudtryk ønskede man en vedkommende kunst, der skulle aktivere publikum, og den kollektive arbejdsproces blev sat i centrum for et mere udadrettet udtryk i lighed med Fluxusbevægelsens kunstneriske strategier.

Eksperimentet stod centralt i skolens virke, og processen var ofte vigtigere end det færdige kunstværk; dette gjaldt også i udtryksformer som happenings og film.

Skolen fungerede som værksted og trykkeri og var rammen om en lang række eksperimenterende udstillinger. Kunstnerne Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen og Stig Brøgger har været knyttet til Eks-skolen; efter at aktiviteterne aftog i begyndelsen af 1970'erne, dannede flere af dem kunstnergruppen Arme og Ben.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig