Ernst Ludwig Kirchner. Plakat til udstillingen KG Brücke i Galerie Arnold i Dresden i 1910, træsnit.
/Kupferstich-Kabinett, Dresden.

Die Brücke ('Broen') var et tysk kunstnerfællesskab, der blev dannet i 1905 i Dresden af billedkunstnerne Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Fritz Bleyl (1880-1966) og Karl Schmidt-Rottluff.

Die Brücke udvidedes i 1906 med Max Pechstein, med Emil Nolde et par år fra 1907 til 1908 og Otto Mueller i 1910. Kunstnerne rykkede til Berlin i 1911, og i 1913 opløstes gruppen.

Fotografi fra Die Brückes udstilling i Galerie Arnold i Dresden i september 1910. Fotograf ukendt.

Die Brückes forudsætninger og idealer

Ernst Ludwig Kirchners værk Eine Künstlergemeinschaft ('Et kunstnerfællesskab') fra 1926-1927 portrætterer de sidste medlemmer af Die Brücke før opløsningen i 1913. Stående fra venstre ses Kirchner selv, Erich Heckel og Karl Schmidt-Rottluff; forrest sidder en tænksom, piberygende Otto Mueller.

/Museum Ludwig, Köln.

Die Brücke regnes for banebrydende inden for den tyske ekspressionisme. Gruppens formsprog blev udviklet under indflydelse af Edvard Munch, Paul Gauguin, van Gogh og de franske fauvister, men også af sengotisk tysk træsnit og primitiv kunst. Desuden tilstræbte kunstnerne et brud med de akademiske rammer ved at arbejde autodidakt.

Præget af tiden udtrykte man et anarkistisk frihedsideal, udsprunget af en blanding af Friedrich Nietzsches elitære teorier og en revolutionær solidarisering med masserne. Af dette udsprang det i 1911 oprettede MUIM-Institut, Moderner Unterricht in Malerei.

Die Brückes formsprog

Die Brückes kunstnere arbejdede med udgangspunkt i naturen, men mod naturen med kraftige, grelle farver og en forrevet linjeføring. Man lagde vægt på indholdet frem for det maleriske. Motivvalget var det ensomme massemenneske, storbyjunglen, mennesket i naturen, portrætter og modelstudier. Hvert år udgav gruppen en mappe med træsnit og litografi. Et museum for Die Brücke, Brücke-Museum, blev i 1967 oprettet i Berlin.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig