Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Deutscher Werkbund

Oprindelig forfatter CaJoer Seneste forfatter Redaktionen

Tyskland. Elektricitetsselskabet AEGs turbinehal i Berlin blev opført 1908-09 af Peter Behrens, der med denne bygning i beton, stål og glas blev banebrydende for moderne industriarkitektur. Den polygonale gavl, der løfter sig over en fremspringende vindueskonstruktion, kan ses som en nytolkning af en klassisk tempelfront med søjler og tympanon, elementer, som genspejler den bagvedliggende konstruktion. Behrens formgav også en række af AEGs produkter som fx lamper og motorer.

Deutscher Werkbund, sammenslutning af tyske arkitekter, billedkunstnere, kunstteoretikere og fabrikanter, stiftet 1907 i München. Blandt initiativtagerne var Hermann Muthesius, Theodor Fischer og Richard Riemerschmid.

Werkbunds mål var at fremme den kunstneriske kvalitet i den tyske industris produkter og bygninger ved et samarbejde mellem kunstnerne og industrien. Modeleksemplet på et sådant samarbejde var Peter Behrens' virksomhed for AEG i Berlin.

Modsat tidligere kunstindustrielle reformbevægelser afviste Werkbund det traditionelle håndværk. Man ville skabe en national stil i overensstemmelse med den moderne maskintid. Werkbund udgav bøger og afholdt udstillinger, som fik indflydelse også uden for Tyskland, bl.a. i Köln 1914 og Stuttgart-Weissenhof 1927.

Annonce

Deutscher Werkbunds tidlige arbejde var et af de vigtigste forbilleder for funktionalismen. Med tiden nedtonedes det nationalistiske i programmet, mens det sociale fik større vægt.

Sammenslutningen blev opløst i 1934, men nystiftedes i 1947.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Caspar Jørgensen: Deutscher Werkbund i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63886