• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolai Abildgaard

Oprindelig forfatter CC Seneste forfatter Redaktionen

Nicolai Abildgaard, malet af Jens Juel, formodentlig omkring 1768. Den unge Abildgaard ses her før den rejse til Italien, der kom til at bestemme retningen for hans kunst, idet han stiftede bekendtskab med antikken og renæssancen og med de samtidige malere og billedhuggere.

Nicolai Abildgaard, malet af Jens Juel, formodentlig omkring 1768. Den unge Abildgaard ses her før den rejse til Italien, der kom til at bestemme retningen for hans kunst, idet han stiftede bekendtskab med antikken og renæssancen og med de samtidige malere og billedhuggere.

Nicolai Abildgaard, Nicolai Abraham Abildgaard, 11.9.1743-4.6.1809, dansk kunstner. Søn af arkivtegneren Søren Abildgaard og bror til naturvidenskabsmanden P.C. Abildgaard.

Som maler og arkitekt søgte Nicolai Abildgaard ofte sin inspiration i den antikke kunst og kultur, men med udgangspunkt i ikke-klassisk litteratur og nordisk sagnhistorie fandtes en lige så stærk, dramatisk modstrøm i hans kunst.

Efter en maleruddannelse hos J. E. Mandelberg kom han, antagelig 1764, på Kunstakademiet i København og vandt her den store guldmedalje i 1767.

Annonce

I 1772 modtog han efter konkurrence et stipendium og tog til Rom, hvor han studerede antikkens skulptur og arkitektur og højrenæssancens udsmykninger af bl.a. Rafael og Michelangelo.

Hans intellekt og fantasi blev stimuleret gennem kendskab til de samtidige kunstnere Johan Tobias Sergel og Johann Heinrich Füssli.

Nicolai Abildgaard,

Nicolai Abildgaard, "Den saarede Filoktet", 1775. Myten om Filoktet beretter, at han i krig bliver bidt af en slange. På grund af sit sår og sin smerte bliver han efterladt på en ø. Uden Filoktets magiske våben, som han har arvet fra Herakles og som altid rammer plet, står det klart, at de vil tabe krigen og de henter ham tilbage. De magiske våben ses bagest i billedet. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Den saarede Filoktet (1774-75) fra årene i Rom var et brydningsværk, hvori et klassisk motiv fremstilles med patos i et manieret formsprog; det findes, ligesom en væsentlig del af de billeder, der er bevaret af Abildgaard, på Statens Museum for Kunst.

Efter hjemrejsen i 1777 over Paris, Nederlandene og Hamburg blev han 1778 medlem af Kunstakademiet, og samme år udnævntes han til professor. I to perioder, 1789-91 og 1801-09, var han tillige akademiets direktør.

For kongehuset udsmykkede Nicolai Abildgaard 1778-91 riddersalen på Christiansborg Slot med ti malerier af de oldenborgske kongers bedrifter fra Christian 1. til Christian 7. Større forventninger havde han haft til at skulle skildre Danmarks ældste historie, et emne som hans antikvariske interesser gjorde mere tiltrækkende, men han fik ikke opgaver af denne art. Under slottets brand i 1794 blev kun tre kongebilleder reddet, hvorfor indtrykket af Abildgaards største udsmykningsopgave må bero på de små bevarede skitser.

Nicolai Abildgaard Lykkens Tempel, malet 1785 som kaminskærm til hofmarskal Johan Bülows forgemak på Christiansborg Slot. Placeret på netop dette sted kan billedet være tænkt som en satire over den enevældige stat og dens bedrag. Med udgangspunkt i Johannes Ewalds mareridtsagtige læsedrama Lykkens Tempel. En Drøm fra 1764 viser Abildgaard samfundets medlemmer som vildledte slaver, der tror, at de træder ind i den evige og sande lykkes tempel: audiensgemakket. Den, der betragter maleriet, er dog i stand til at afsløre, at det blot er et tempel for flygtig lykke, falskhed, bedrag og uretfærdighed. Dette antydes af karyatiderne, de to kvindestatuer med knuste vægtskåle og bind for øjnene, af konen, der sælger bedragets masker, samt af begæret og griskheden, der udfolder sig på tempelpladsen nederst i maleriet. Alt dette er endnu usynligt for de folk, der bevæger sig ned ad trappen. Forfærdelsen over deres naivitet og vildførthed ses afspejlet i Medusahovedet øverst i det halvrunde felt.

Nicolai Abildgaard Lykkens Tempel, malet 1785 som kaminskærm til hofmarskal Johan Bülows forgemak på Christiansborg Slot. Placeret på netop dette sted kan billedet være tænkt som en satire over den enevældige stat og dens bedrag. Med udgangspunkt i Johannes Ewalds mareridtsagtige læsedrama Lykkens Tempel. En Drøm fra 1764 viser Abildgaard samfundets medlemmer som vildledte slaver, der tror, at de træder ind i den evige og sande lykkes tempel: audiensgemakket. Den, der betragter maleriet, er dog i stand til at afsløre, at det blot er et tempel for flygtig lykke, falskhed, bedrag og uretfærdighed. Dette antydes af karyatiderne, de to kvindestatuer med knuste vægtskåle og bind for øjnene, af konen, der sælger bedragets masker, samt af begæret og griskheden, der udfolder sig på tempelpladsen nederst i maleriet. Alt dette er endnu usynligt for de folk, der bevæger sig ned ad trappen. Forfærdelsen over deres naivitet og vildførthed ses afspejlet i Medusahovedet øverst i det halvrunde felt.

Efter branden flyttede kongehuset ind på Amalienborg. For arveprins Frederik kom Abildgaard til at forestå ombygningen af Levetzaus palæ, hvortil han desuden tegnede møbler og udførte vægmalerier.

Den unge Bertel Thorvaldsen deltog under hans vejledning i den skulpturelle udsmykning af disse nyklassicistiske interiører. Som arkitekt har Abildgaard udført Apistemplet og Schweizerhuset i Frederiksberg Have (1802-04), Norske Hus og Schweizerhuset ved Sorgenfri Slot (ca. 1800-09) og Frischs gård på Nytorv i København (1803, vægmalerier afdækket 1991). Hans eget landsted, Spurveskjul, ved Frederiksdal, blev opført i årene efter 1805.

Nicolai Abildgaards encyklopædiske viden gav sig til kende både i emnerne for hans malerier og i de mange symbolfyldte værker, medaljer, teaterkostumer, mindesten og sarkofager (i Roskilde Domkirke).

Hans fabulerende fantasi kommer til udtryk i illustrationerne til Jens Baggesens oversættelse af Ludvig HolbergsNiels Klim (1789, stukket af J.F. Clemens), og hans samfundskritik træder frem i de satiriske stik Kiøbenhavns Skilderie (stukket af J.F. Clemens) og i den malede kaminskærm til Johan Bülow, Lykkens Tempel (1785, Frederiksborgmuseet). I 1791 var han blandt indbyderne til opførelsen af Frihedsstøtten, og han deltog siden i dens kunstneriske udformning.

Nicolai Abildgaard. Simo betror sin frigivne Sosia sine bekymringer over sin søns forhold til pigen fra Andros. Motiv fra Terents:

Nicolai Abildgaard. Simo betror sin frigivne Sosia sine bekymringer over sin søns forhold til pigen fra Andros. Motiv fra Terents: "Pigen fra Andros", 1803. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Motiverne til sine ofte pointeret dramatiske billeder fandt Abildgaard ved læsning af William Shakespeare, Ossians digte, François Voltaire og i klassisk græsk og romersk digtning og historieskrivning. Efter slotsbranden malede han en række mindre billeder med emner fra antikke forfattere, bl.a. Apulejus' eventyrroman Det gyldne Æsel.

De er roligere og mere yndefulde end manddomsårenes fremstillinger efter Shakespeare eller Ossian-digtene. Denne blomstring når sit højdepunkt i de fire scener fra Terents' skuespil Pigen fra Andros (1801-04, Statens Museum for Kunst), der dekorerede Nicolai Abildgaards professorbolig på Charlottenborg i den sene, harmoniske periodes samliv med hustruen Juliane Marie Ottesen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlotte Christensen: Nicolai Abildgaard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 2. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=31770

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Nicolai AbildgaardMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik