Carl Fredric von Breda var en svensk maler.
Breda var sin generations mest talentfulde portrætmaler i Sverige. Efter uddannelse hos Lorens Pasch den yngre (1733-1805) på kunstakademiet i Stockholm opholdt han sig i årene 1787-1796 i England, hvor han blev elev af Joshua Reynolds, men også påvirkedes af Thomas Gainsboroughs kunst.
Bredas arbejder præges af en udsøgt lys- og farvebehandling, der kan skifte fra en gylden palet, dramatiske lyseffekter og bred penselføring til en mere sølvglinsende farveholdning, påført i hastige, abrupte strøg i billeder med en stemningsmættet naturbaggrund. Han blev hoffets og aristokratiets foretrukne maler, var professor ved kunstakademiet i Stockholm 1796-1810 og blev adlet 1812.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.