Gustaf Lundberg, 1695-1786, svensk maler. Lundberg virkede 1717-45 i Paris. Han lærte pastelteknik hos Rosalba Carriera og blev med sin yndefulde og elegante rokokostil en søgt portrætmaler, fra 1741 medlem af det franske kunstakademi. Et hovedværk er François Boucher (1741, Louvre). Som svensk hofmaler fra 1750 var han periodens dominerende portrætkunstner i Sverige.