Kanoskolen, retning inden for japansk kunst, opkaldt efter grundlæggeren Kano Masanobu (1434-1530) og kendetegnet ved store malerier, hvor stærke farver omsluttes af kraftige konturlinjer mod en baggrund af bladguld. De vigtigste mæcener var shoguner og lensherrer, som bestilte malerier til paladser og borge. Kunstnerhvervet gik i arv, først til Masanobus søn Kano Motonobu (1476-1559), og siden opstod mange forgreninger. Kano Eitoku (1543-90), oldebarn til Masanobu, betragtes som en central figur i skolens udvikling.