Faktaboks

Tintoretto

Jacopo Robusti 1518/1519-1594

Født
1518
Død
1594
Levetid - kommentar
Omtrentligt fødselsår

Tintoretto var en italiensk maler. Tintoretto, hvis lærer man ikke kender, var den mest produktive maler i Venedig i slutningen af 1500-tallet.

Hans hurtighed var legendarisk, og han udførte mange store udsmykninger, især i gildeshusene, scuole, med hovedværket i Scuola Grande di San Rocco. Her malede han 1575-1588 mere end 50 lærreder, bl.a. Jesu fødsel og Flugten til Egypten.

Tintoretto afløste Tizian som maler i Dogepaladset, hvor han efter branden i 1577 bl.a. udførte det gigantiske Paradiset. Han overtog også Tizians opgaver som maler for hofferne i Prag, Mantova og Escorial. Hans portrætter er, som hans øvrige kunst, præget af enkelhed, realisme og indlevelse; lyset er anvendt til at bygge billedrummet op, farverne er klare, penselstrøgene hastige.

Under indflydelse af manierismen i Centralitalien bragte han handling og dynamik ind i det venetianske maleri. Det ses i hans dramatiske skildringer af scener fra evangelisten Markus' liv (fra 1548, bl.a. i Accademia-museet, Venedig) og i billederne af Den sidste nadver, tydeligst i den version, der findes i kirken San Giorgio Maggiore (1592-1594); som mange af Tintorettos malerier har den stadig sin oprindelige placering, så man oplever kunstnerens hensyntagen til beskueren og hans ønske om at inddrage ham i handlingen.

Tintoretto efterlod nogle meget levende studietegninger, og man ved, at han arbejdede med små modeller af voks, hvor han afprøvede lyseffekten i draperede stoffer og rumlige placeringer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig