Faktaboks

Rafael

Raffaello Santi (Sanzio)

Født
28. marts 1483
Død
6. april 1520

Rafael var en italiensk maler og arkitekt og en af renæssancens mest fremtrædende og betydningsfulde kunstnere sammen med Michelangelo, Leonardo da Vinci og Tizian.

Rafael blev født i Urbino som søn af maleren og forfatteren Giovanni Santi (ca. 1435-94). Sandsynligvis kom han i lære hos Timoteo Viti (1469-1523), og han blev påvirket af de klare farver og former i Piero della Francescas arbejder i Urbino.

Fra ca. 1499 var han ifølge Giorgio Vasari elev hos Pietro Perugino i Perugia. Her fik han snart selvstændige opgaver og lagde afstand til sin læremester. Tidlige billeder som De tre gratier (1504-05, Musée Condé, Chantilly) vidner om den interesse og forståelse for den klassiske kunst, der blev væsentlig for hans maleri.

Rafael blev tidligt en agtet kunstner. I årene i Perugia malede han portrætter, mytologiske billeder og altertavler, bl.a. Marias himmelkroning (1502-03, opr. i San Francesco i Perugia, nu i Vatikanet) og Marias trolovelse (1504, opr. i San Francesco i Città di Castello, nu i Brera, Milano).

I 1504 kom han til Firenze, hvor han blev påvirket af Leonardo da Vincis bevægede stil og især malede portrætter og mindre andagtsbilleder, fx Madonna del Granduca (1504) og portrætterne af Agnolo og Maddalena Doni (1506, alle i Palazzo Pitti, Firenze) samt Madonna del prato (1506, Kunsthistorisches Museum, Wien).

I slutningen af 1508 eller begyndelsen af 1509 blev Rafael kaldt til Rom af pave Julius 2. for at udsmykke en række pavelige gemakker med store freskoer. Her skabte han sine hovedværker: i Stanza della Segnatura (det rum, hvor paven afgjorde teologiske tvister) malede han Disputà del sacramento (Kirkens triumf) (1509-10), Skolen i Athen og Parnasset (1510-11).

Rafael viste her sin fuldstændige beherskelse af de mål, 1400-tallets maleri havde sat sig angående levende og korrekt naturgengivelse, og han tilføjede sin egen forståelse af den klassiske monumentalitet og harmoni, kombineret med en hidtil ukendt rumgengivelse.

Rafael var ikke nogen boglærd person, og han blev i valg af motiv og persongalleri vejledt af bl.a. Fedra Inghirami, lederen af pavens bibliotek, som Rafael portrætterede 1515-16 (Palazzo Pitti, Firenze). 1511-14 malede han i Stanza di Eliodoro (Heliodoros' rum) freskoer, der foruden Heliodoros' historie fremstiller dramatiske begivenheder i kirkens liv, bl.a. Messen i Bolsena; scenerne er skildret med større heftighed og anvendelse af kraftigere farver end hidtil benyttet. I Stanza dell'Incendio del Borgo (Borgo-brandens rum) vises pavens magt i billeder, der bl.a. skildrer en brand i Borgo-kvarteret omkring Peterskirken i 847.

I 1514 fik Rafael bestilling på tegninger til gobeliner, der skulle ophænges på den nederste del af væggene i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Gobelinerne blev udført i Bruxelles 1517-19; de er nu i Vatikanet, mens syv af kartonerne (fortegningerne) findes i Victoria and Albert Museum i London. De er usædvanlige ved deres understregning af det monumentale, et tegn på, at Rafael havde studeret Michelangelos freskoer i Det Sixtinske Kapel.

Udsmykningen af Vatikanet afsluttedes 1518-19 med en lang række bibelske scener, blomster- og figurdekorationer, grotesker, i de pavelige loggiaer, udført sammen med et efterhånden stort antal hjælpere. For paverne malede han i øvrigt flere portrætter; Julius 2. (1512) og Leo 10. med to kardinaler (1518-19, begge Uffizierne, Firenze) hører til hans hovedværker.

Pavernes bankier, Agostino Chigi, var en af renæssancens store kunstmæcener og lod Rafael udsmykke sin villa ved Tiberen, nu Villa Farnesina, med freskobilleder fra den græske mytologi, Galateas triumf (1511) og Amor og Psyches historie (1517). Rafael forestod også udsmykningen af Chigi-familiens kapel i kirken Santa Maria del Popolo med bl.a. mosaikker i kuplen (1516). Kendt blandt de mange verdslige kvinde- og mandsportrætter er Baldassar Castiglione (1515, Louvre, Paris), Kvinden med sløret (La velata) (1516, Palazzo Pitti, Firenze) og La fornarina (1519, Galleria Nazionale, Rom).

Rafael skabte en række madonnafremstillinger, der blev forbilleder for talrige kunstnere frem til 1800-tallet; hovedværker er foruden de tidligere nævnte Madonna di Foligno (1511-12, Vatikanet), Den Sixtinske Madonna (1512-13, Gemäldegalerie Alte Meister, Dresden) og det runde maleri Madonna della seggiola (Palazzo Pitti, Firenze). Hans sidste store værk blev den dramatisk bevægede skildring af Transfigurationen (Forklarelsen på bjerget) (1518-20, Vatikanet), bestilt til domkirken i Narbonne i Frankrig.

Pave Leo 10. udnævnte Rafael til ledende arkitekt ved Peterskirken efter Bramantes død i 1514. Interessen for arkitektur finder man i mange af Rafaels tegninger og i hans malerier, fx Skolen i Athen. Kendtest af hans arkitekturarbejder er Villa Madama på Monte Mario i Rom, der fuldførtes efter hans død, og kirken Sant'Eligio degli Orefici (ca. 1518). Hans bygninger er som malerierne præget af antikkens harmonibegreb.

Rafaels interesse for antikken fik Leo 10. til i 1515 at udnævne ham til leder af de undersøgelser og beskrivelser af antikkens Rom, der startede i begyndelsen af 1500-tallet. Han døde i 1520 og blev efter eget ønske begravet i Pantheon.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig