Andrea del Castagno, egl. Andrea di Bartolo di Simone, ca. 1419-1457, italiensk maler. Andrea del Castagno var en af de betydeligste florentinske kunstnere i generationen efter Masaccio.

Med sine fresker i kirken San Zaccaria i Venedig (1442) udbredte han kendskabet til den florentinske renæssancestil. Mellem 1445 og 1450 malede han scener fra Jesu lidelseshistorie i Sant' Apollonia-klostret i Firenze, et hovedværk i skildringen af menneskefigurens plasticitet og gengivelsen af de perspektiviske forkortninger.

I Villa Carducci i Legnaia ved Firenze malede Castagno ca. 1450 en række helfigursportrætter af kendte mænd og kvinder, bl.a. den cumæiske sibylle, Dante, Petrarca og Boccaccio (overført til lærred, nu i Uffizierne, Firenze); her ses påvirkningenfra Donatello, som også præger de dristigt komponerede fresker i kirken Santissima Annunziata i Firenze (1454-56) og det store rytterportræt af feltherren Niccolò da Tolentino i domkirken i Firenze (1456).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig