Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paolo Veronese

Oprindelig forfatter ENyh Seneste forfatter Redaktionen

Paolo Veronese, egl. Paolo Caliari, 1528-1588, italiensk maler og tegner. Paolo Veronese fik sin første skoling i fødebyen, Verona, og blev samtidig påvirket af Parmigianinos elegante manierisme og Giulio Romanos dramatiske figurfremstillinger.

Paolo Veronese virkede fra ca. 1553 i Venezia og fik talrige opgaver for kirker, paladser og villaer. Han fandt hurtigt sin egen stil og blev kendt som en stor kolorist og for sit illusionistiske maleri, gerne scener med mange mennesker. Bedst kendt er de mange festbilleder, fx det næsten 10 m lange Brylluppet i Kana (1562-63, Louvre), malet til refektoriet i San Giorgio Maggiore-klostret i Venezia.

Udsmykningen af Andrea Palladios Villa Barbaro i Maser nær Venezia (ca. 1560) udmærker sig ved at sammenknytte væg og beskuer med den udenforliggende natur.

Annonce

I Dogepaladset malede han med sit værksted bl.a. det mægtige loftsbillede Venezias triumf (ca. 1580-85). Fra Paolo Veroneses hånd er der bevaret mange figur- og kompositionstegninger i pen og kridt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esther Nyholm: Paolo Veronese i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179501