Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gentile Bellini

Oprindelig forfatter UHou Seneste forfatter Redaktionen

Gentile Bellini, 1429-1507, italiensk maler. Gentile Bellini var en meget alsidig kunstner, udlært i sin fars, Jacopo Bellinis, værksted i Venezia.

I sin samtid var han berømt som portrætmaler og kendt for sine religiøse billeder; men størst anerkendelse opnåede han for sine monumentale historiemalerier i Dogepaladset og flere af byens store "scuole".

I 1479-81 var han i Istanbul og udførte bl.a. et portræt af sultan Mehmed 2. Efter sin hjemkomst blev han officiel portrætmaler for dogen i Venezia.

Gentile Bellinis portrætkunst præges af en eksakt detaljering, som forlener personerne med en statuarisk ro. Det samme opnåede han i sine store billedserier ved en scenisk opbygning, minutiøs detaljering og betoning af det lineære.

Da hans udsmykning af Dogepaladset fra 1474 er gået tabt, er det tre store lærreder med episoder af Korsets Mirakler, udført til Scuola di San Giovanni Evangelista 1496-1501 (nu i Accademia, Venezia), som bedst giver indtryk af hans kunnen på dette felt; særligt må fremhæves Procession på Markuspladsen med sin panoramiske opbygning og topografiske akkuratesse i gengivelsen af pladsens bygninger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulla Houkjær: Gentile Bellini i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45527