Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andrea del Castagno

Oprindelig forfatter KVitt Seneste forfatter Redaktionen

Andrea del Castagno, egl. Andrea di Bartolo di Simone, ca. 1419-1457, italiensk maler. Andrea del Castagno var en af de betydeligste florentinske kunstnere i generationen efter Masaccio.

Med sine fresker i kirken San Zaccaria i Venezia (1442) udbredte han kendskabet til den florentinske renæssancestil. Mellem 1445 og 1450 malede han scener fra Jesu lidelseshistorie i Sant' Apollonia-klostret i Firenze, et hovedværk i skildringen af menneskefigurens plasticitet og gengivelsen af de perspektiviske forkortninger.

I Villa Carducci i Legnaia ved Firenze malede Castagno ca. 1450 en række helfigursportrætter af kendte mænd og kvinder, bl.a. den cumæiske sibylle, Dante, Petrarca og Boccaccio (overført til lærred, nu i Uffizierne, Firenze); her ses påvirkningenfra Donatello, som også præger de dristigt komponerede fresker i kirken Santissima Annunziata i Firenze (1454-56) og det store rytterportræt af feltherren Niccolò da Tolentino i domkirken i Firenze (1456).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Vittrup: Andrea del Castagno i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37780