Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Agnolo Bronzino

Oprindelig forfatter Ohrt Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/3546/=ud_a_104445.mp3?revision=2

Agnolo Bronzino, egl. Agnolo Tori, 1503-1572, italiensk maler, virksom i Firenze. 1515-30 var Agnolo Bronzino elev af og senere medarbejder hos Jacopo da Pontormo. Som selvstændig mester markerede han sig som Firenzes ledende portrætmaler og var fra 1540 hofmaler hos hertug, senere storhertug Cosimo 1. Medici.

Agnolo Bronzino er skaberen af det manieristiske hofportræt. Det distancerede blik i de porcelænsagtige ansigter og dragtens minutiøst gengivne elegance stiller en aristokratisk rolle til skue; den demaskeres dog ved de lange, nervøse hænder og dystre, undertiden urolige og trange rum. Samme tidstypiske tvetydighed viser den berømte allegori Venus og Amor (1545, National Gallery, London).

Også i Agnolo Bronzinos religiøse maleri gør den manieristiske elegance og kompleksitet sig gældende med Eleonora af Toledos kapel i Palazzo Vecchio i Firenze (1540-1546) som hovedværket. I lyset af modreformationen hælder hans sene værk mod større enkelhed og strenghed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Ohrt: Agnolo Bronzino i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51323