Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guercino

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/11289/=ud_a_104797.mp3?revision=2

Guercino, (ital. 'den lille skeløjede'), egl. Giovanni Francesco Barbieri, 1591-1666, italiensk maler. Guercino, der stod i lære hos Ludovico Carracci, var en af hovedskikkelserne i videreførelsen af den bolognesiske barok. Han modtog impulser fra flere norditalienske centre, bl.a. Ferrara og Venezia.

I hovedværket fra hans ungdom, den livfulde komposition Vilhelm af Aquitanien modtager munkekutten (1620, Pinacoteca Nazionale, Bologna), spores påvirkninger fra såvel Tizian som Correggio. Bemærkelsesværdige blandt de tidlige arbejder er en række fabulerende landskaber.

Guercino blev i 1621 kaldt til Rom af pave Gregor 15. Her udførte han den store illusionistiske loftsudsmykning Aurora i Casino Ludovisi (ca. 1621-23) og en altertavle til Peterskirken, Den hellige Petronillas begravelse (ca. 1621-23, nu i Musei Capitolini, Rom); den er malet i en udpenslet realisme med en heftig karakterskildring, hvor også Caravaggios indflydelse gør sig gældende.

Annonce

Da Guercino i 1623 vendte tilbage til fødebyen Cento, havde han tilegnet sig Annibale Carraccis og Domenichinos romerske barokstil.

Fra 1642 indtog Guercino efter Guido Renis død positionen som Bolognas førende maler; for at tilfredsstille bolognesernes smag blev hans stil atter mere klassicerende som i Den samiske sibylle (ca. 1650; Uffizierne, Firenze).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk: Guercino i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86895