Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giovanni Benedetto Castiglione

Oprindelige forfattere Munk og PKN Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/4328/=ud_a_104765.mp3?revision=1

Giovanni Benedetto Castiglione, ca. 1610-1665, kaldet il Grechetto ('den lille græker'), italiensk maler og kobberstikker. I hjembyen Genova blev han i sin ungdom inspireret af de derboende flamske malere.

Giovanni Benedetto Castiglione arbejdede i Firenze, Bologna, Venezia, Napoli og Rom, og fik til sidst tjeneste ved hoffet i Mantova. Hans malerier var hyppigt bibelske scener, hvor hans evner som dyreskildrer kom til deres ret, fx i Noah, der lader dyrene gå om bord i arken (ca. 1630, Uffizierne, Firenze) eller Hyrdernes tilbedelse (1645, San Luca, Genova). Hans figurkompositioner og landskaber viser en temperamentsfuld kunstner.

Castiglione udførte en række fremragende raderinger, der er påvirket af Rembrandt, men knytter sig mere til Jan Lievens' udtryksform.

Annonce

Motiverne er hyrder i arkadiske landskaber, mytologiske og religiøse scener samt karakterhoveder, og som i malerierne skildrer han med forkærlighed dyr.

Castiglione er sandsynligvis den første kunstner, der systematisk dyrkede monotypien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk, Peter Kühn-Nielsen: Giovanni Benedetto Castiglione i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54884