Kangra-skolen, (efter Kangra), navn på en af de seneste og berømteste af de retninger inden for det indiske miniaturemaleri, de såkaldte Pahari-skoler, der i 1600- og 1700-t. blomstrede i de selvstændige stater i Himalaya. Motiverne er ofte mytologiske scener, fyrstefamilier eller kærlighedspar, og figurerne er flygtigt aftegnet i konturerne og malet i bløde, lysende farver. Se også Indien (kunst).