Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skagensmalerne

Oprindelig forfatter EFabr Seneste forfatter Redaktionen

Skagen. P.S. Krøyer, Sommerdag ved Skagen Sønderstrand; maleri, 1884. Hirschsprung.

Skagen. P.S. Krøyer, Sommerdag ved Skagen Sønderstrand; maleri, 1884. Hirschsprung.

Skagensmalerne, en række skandinaviske malere, der i sommeren 1879 og især i 1880'erne blev tiltrukket af Skagens stærke sommerlys, særegne farver og storladne natur. Martinus Rørbye malede på Skagen i 1833 og 1847, og siden besøgtes stedet af marinemalere.

Fra 1874 malede Michael Ancher fiskerbefolkningen, og fra 1880 opstod der en kunstnerkoloni af rebelske unge malere, der skabte det moderne gennembrud i nordisk kunst, et sandhedssøgende friluftsmaleri inspireret af fransk kunst.

De mest kendte repræsentanter er Michael Ancher og Anna Ancher, der som de eneste boede i Skagen året rundt, P.S. Krøyer, Viggo Johansen, Laurits Tuxen, Carl Locher, nordmanden Christian Krohg og svenskeren Oscar Björck.

Annonce

Anna Ancher,

Anna Ancher, "En begravelse", 1891. Anna Ancher malede helst enkle motiver både fra skagboernes hverdag og fra sit eget familieliv. Men efter et halvt års ophold i Paris satte hun sig også for at løse større opgaver med en mere kompliceret komposition. Værket En begravelse er holdt i en klangfuld harmoni af blåt og lyserødt og tegner et billede af dødens virkning på fiskerbefolkningen. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Med Brøndums Hotel som samlingssted malede man i gensidig inspiration, til tider side om side; den fælles målsætning blev alene formuleret visuelt. Bevidstheden om fællesskabet kom til udtryk i 1883, da P.S. Krøyer efter fransk forbillede påbegyndte portrætfrisen og den øvrige udsmykning af Brøndums spisesal (nu i Skagens Museum).

Som et monument over fællesskabet malede Michael Ancher En barnedåb (1883-87, Ribe Kunstmuseum), hvor en række af Skagensmalerne er faddere; flere af dem ses også på Krøyers Hip, Hip, Hurra! (1884-88, Göteborgs konstmuseum).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Elisabeth Fabritius: Skagensmalerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159667