Linien, sammenslutning af abstrakt-surrealistiske kunstnere, dannet 1934 af Vilhelm Bjerke Petersen, Ejler Bille og Richard Mortensen. De ville samle den nyskabende kunst og danne en forbindelseslinje mellem de revolutionære inden for alle felter, og i deres tidsskrift Linien (1934-35) var der derfor artikler af teoretikere fra mange fagområder. Bille og Mortensen brød samme år med Bjerke Petersen og arrangerede en stor international udstilling i 1937 og en mindre i 1939.

I 1947 dannede bl.a. Ib Geertsen, Bamse Kragh-Jacobsen, Niels Macholm, Albert Mertz og Richard Winther sammenslutningen Linien II, der samme år udstillede i Tokantens galleri i København. Navnet skulle understrege en fortsættelse af Liniens indsats i 1930'erne. På deres anden udstilling i 1948 vistes der næsten udelukkende konstruktive værker, hvilket blev afgørende for den konkrete kunsts udvikling i Danmark. Efter opløsningen i 1952 arrangeredes endnu to udstillinger, "Linien 3, konkret realisme" i 1956 og "Linien igen" i 1958.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig