Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Théodore Géricault

Oprindelig forfatter CC Seneste forfatter Redaktionen

Théodore Géricault, 1791-1824, fransk maler. Théodore Géricault var ved siden af Eugène Delacroix en af romantikkens hovedskikkelser. Han blev 1808 elev af Carle Vernet, en fremtrædende maler af heste, og kom siden på kunstakademiet i Paris.

Géricault videreuddannede sig ved at kopiere ældre mestre i Louvre. 1812 udstillede han En hestgardist (Louvre), en monumental rytterfigur, hvor billedets skitseagtige malemåde vakte opsigt.

Et hovedværk inden for det moderne historiemaleri er Medusaflåden (1818-19, Louvre), der skildrer de overlevende fra den kongelige fregat Medusa, der forliste ved Senegal i 1816. Med gengivelsen af døde og levende på tømmerflåden, baseret på bl.a. samtaler med de overlevende, fornyede Géricault det fortællende maleri, men samtidig lagde han afstand til heltedyrkelsen i en moderne, kritisk ånd.

I Théodore Géricaults billeder træder det kropslige stærkt frem, både i de næsten nøgne figurer i Medusa-billedet og i fremstillinger af heste, orientalere, negre eller krigsinvalider.

Fra London, hvor han opholdt sig i 1820 og 1821, malede han hestevæddeløb og gengav i litografier storbyens pjalteproletariat, ofrene for den industrielle revolution. En særlig gruppe udgør malerierne af sindssyge, der antagelig blev udført som demonstrationsmateriale for en læge i Paris.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlotte Christensen: Théodore Géricault i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83504