Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jean-Baptiste Greuze

Oprindelig forfatter PJSt Seneste forfatter Redaktionen

Jean-Baptiste Greuze, 1725-1805, fransk maler. Jean-Baptiste Greuze blev berømt for sine moraliserende genremalerier, der vidner om et indgående kendskab til hollandsk kunst fra 1600-tallet.

Fra et ophold i Italien 1755-57 hjembragte han pittoreske genrescener med tydelige erotisk-moralske undertoner. Han udstillede jævnlig på Salonen i Paris, og Denis Diderot skrev begejstret om hans maleri, der fandt ivrige købere blandt både franske og udenlandske samlere, bl.a. Katarina 2. af Rusland.

Hans medlemsstykke til akademiet, Septimius Severus (Louvre), blev voldsomt kritiseret, og Greuze blev i 1769 til sin store sorg ikke optaget som historiemaler, men som genremaler. Fra ca. 1780 koncentrerede han sig om portrætmaleriet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Jonas Storsve: Jean-Baptiste Greuze i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85840