Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William Hogarth

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

William Hogarth, 1697-1764, britisk maler og grafiker. Han var egentlig udlært som guldsmed, men begyndte at udføre kobberstik ca. 1720. Dette år påbegyndte han en akademisk uddannelse i et akademi i Saint Martin's Lane i London, en vigtig forløber for Royal Academy og en institution, han selv ledede 1735-55.

Hans første forsøg i maleriet var conversation pieces i små formater, bl.a. Tiggeroperaen (en scene fra John Gays populære syngespil; flere versioner, fx i Tate Gallery, London), en figurrig teateropførelse, som danner en slags overgang til hans senere moralities, optrin fra det moderne liv, hvor — med Hogarths egne ord — "mit billede er min scene, og mænd og kvinder mine skuespillere, som ved hjælp af bestemte handlinger og bevægelser skal udføre en pantomime".

Det første af disse moraliserende emner set i stærkt satirisk lys var En skøges levned (A Harlot's Progress), der fortæller om en bondepiges fald blandt onde londonere, nogle af dem let karikerede, genkendelige personer. Malerierne blev udført 1731-32, men er i dag kun kendt i hans grafiske gengivelser. En lignende billedserie er En libertiners levned (A Rake's Progress, 1732-34, Sir John Soane's Museum, London), og flere andre fulgte: Marriage à la mode (1743-45, National Gallery, London) om udviklingen og følgerne af et fornuftsægteskab og Valg (1754, Sir John Soane's Museum, London). I sin malestil var Hogarth inspireret af fransk rokoko, tydeligst i ungdomsarbejderne, skønt han var rabiat antifransk. Han forsøgte sig også uden synderligt held i den store italienske stil, fx Den barmhjertige samaritan (1736, Saint Bartholomew's Hospital, London).

Annonce

Som portrætmaler ejede Hogarth betydelige evner; han valgte ofte aparte typer som modeller, fx Kaptajn Coram (1740, The Foundling Hospital, London), som han malede efter det barokke statsmandsportræts principper, skønt modellen kun var af det jævne borgerskab. Hans fremragende karakteriseringsevner ses i gruppeportrættet Hogarths tjenerskab (1757, Tate Gallery, London).

William Hogarth skrev det kunstteoretiske værk The Analysis of Beauty ('Analyse af skønheden', 1753), hvor han slog til lyd for, at et kunstværks skønhed og værdi beroede på evnen til at skildre den menneskelige naturs mangfoldighed. I sine billedkompositioner opererede han med det, han kaldte "skønhedens linje", en langstrakt S-kurve, der går igen i mange af hans figurrige scener. Hans tese i værket er, at intet i naturen er retlinet. Alt levende har bugtede former. Lige linjer er noget kunstigt, som vi mennesker har opfundet. En tysk oversættelse af The Analysis of Beauty (Zergliederung der Schönheit) udkom allerede 1754 og bidrog til Hogarths berømmelse både i Tyskland og Danmark.

En selvbiografi, redigeret ud fra Hogarths efterladte notater, blev først udgivet i 1955. En levnedsbeskrivelse udkom i 1971 med Ronald Paulsons tobindsværk Hogarth: His life, art, and times, revideret i trebindsudgaven Hogarth (1992-93).

William Hogarths grafiske arbejder

William Hogarth. Scene 2 (af 6) i serien

William Hogarth. Scene 2 (af 6) i serien "A Harlot's Progress" ("En skøges levned", 1732), hvor Mary er holdt kvinde hos en gammel rigmand. Her afleder hun hans opmærksomhed, mens hendes virkelige elsker lister ud af soveværelset, hjulpet af stuepigen.

Som maler nød Hogarth ikke stor anerkendelse i sin samtid. Hans meget folkelige og lokalkoloristiske motivvalg, samt hans manglende akademiske baggrund gav ham kun en begrænset, omend en loyal kundekreds i den kunstsamlende overklasse. Hogarth var hele sit liv en arg modstander af fremmed indflydelse på gammel engelsk kultur og tradition. Den selvbevidste og ærekære maler prissatte fx demonstrativt sine malerier ligeså højt som de i kunstkredse beundrede hollandske og franske mestres arbejder. Parallelt med sine dyre malerier udførte han som god købmand stribevis af grafiske arbejder - bl.a. kobberstukne kopier af malerierne - som han kunne sælge fra sit værksted for få shillings stykket.

Det er på de kobberstukne billedserier, Hogarths største og varige berømmelse hviler. Mens tidens feterede britiske mestre - som Francis Hayman (1708-1776) og Joshua Reynolds - koncentrerede sig om deres malerkunst og egen berømmelse, engagerede Hogarth sig desuden med sine kobberstik energisk i samfundsdebatten. Hans kendteste billedserie, En skøges levned (A Harlot's Progress, 1732) satte fokus på storbyens farlige fristelser og på skrupelløse rigmænds udnyttelse af fattige unge piger. Med serien Gin Lane/Beer Street (1751) skabte han på én gang debat om den udbredte drikfældighed og om det skadelige i at tillade brændevin indført fra Holland i konkurrence med sundt britisk øl. Og billedserien Four Stages of Cruelty (1751) skabte en stemning i befolkningen imod tidens udbredte mishandlinger af dyr.

Hogarths kobberstik gik som varmt brød i England og blev både kendt og købt af udlændinge, som skabte Hogarth en betydelig berømmelse også i Tyskland og Frankrig. Allerede fra 1735 blev hans kobberstik kopieret og plagieret - lovligt eller oftest ulovligt (i 1735 var han drivkraften bag en lov, Engravers' Act, imod billedkopiering), og i de følgende hundrede år udkom en strøm af bøger med forklaring på motiverne i hans billeder. I 1746 udkom den første fransksprogede bog om Hogarths kobberstik. I Tyskland ses efter midten af 1700-tallet hans tydelige indflydelse på illustrationskunsten, fx hos Daniel Chodowiecki. En plagieret billedserie udkom i Hamburg allerede i 1769. I Danmark viser Johannes Wiedewelt og den tyskfødte kobberstikker J.F. Clemens i illustrationerne til den berømte udgave, "udgivet ved et Selskab", af Ludvig HolbergsPeder Paars (1772), en umiskendelig Hogarth-påvirkning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk: William Hogarth i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92283