minimalisme

Inden for billedkunsten opstod minimalismen i USA i begyndelsen af 1960'erne. Minimalismen var et opgør med det subjektive kunstværk, der kulminerede i 1950'erne med det abstrakt ekspressionistiske maleri.

Minimalisterne arbejder overvejende med skulptur og udtrykker sig ved hjælp af meget enkle former, der ofte er industrielt fremstillede og kan indgå som dele af serielle forløb. Ud fra behovet for at minimere såvel formen som udtrykket opstod det oprindelige navn: Minimal Art.

Blandt førende amerikanske minimalister er Robert Morris, Carl Andre, Dan Flavin, Donald Judd, Tony Smith, Sol LeWitt og Richard Serra.

I Danmark har især Hein Heinsen repræsenteret bevægelsen, som dog i Freddie A. Lerches kunst også har forgreninger inden for maleriet.

Inden for musikken er minimalisme en stilbetegnelse, der er lånt fra billedkunsten, og som beskriver musik med gentagne mønstre, statiske formforløb og med reduktion af det tematiske, harmoniske og rytmiske materiale.

Musikken er kendetegnet ved ikke at have nogen målrettethed, og den giver afkald på ekspressivitet i traditionel forstand.

Komponister som La Monte Young, Terry Riley, Steve Reich og Philip Glass regnes blandt de første minimalister. Rileys In C (1964) og Youngs Composition 1960♯7 (1960) er historiske klassikere inden for minimalmusikken.

Senere fremtrædende minimalister er Michael Nyman, John Adams og Tom Johnson (f. 1939).