magisk realisme

Inden for billedkunst er magisk realisme nært forbundet med Neue Sachlichkeit, der opstod i Tyskland i kølvandet på 1. Verdenskrig.

I 1923 tilføjede kunstskribenten Franz Roh (1890-1965) betegnelsen magisk realisme, eftersom det realistiske motiv ofte fik en fremmedgjort, magisk karakter.

Retningen trivedes i Tyskland med kunstnere som Otto Dix og George Grosz (med betegnelsen "verisme"), men også i USA, fx Grant Wood med billedet American Gothic (1930), og i Holland med bl.a. Pyke Koch (1901-91). Beslægtede træk findes hos danske malere som Victor Isbrand, Niels Strøbek og Thomas Kluge.

Som litterær stil og strømning er magisk realisme kendetegnet ved indføjning af myter og magi i en realistisk gengivet verden. Begrebet kan føres tilbage til 1920'ernes opbrud fra ekspressionismen, og inspirationen stammer fra den franske surrealisme. Men den magiske realisme blev en latinamerikansk specialitet.

Miguel Ángel Asturias og Alejo Carpentier hørte i mellemkrigstidens Paris surrealisterne lovprise Latinamerika som alternativ til det Europa, hvis realisme og rationalisme havde spillet fallit med 1. Verdenskrig.

I forlængelse heraf udviklede de det synspunkt, at latinamerikanere havde umiddelbar adgang til en verden, hvor myte, magi og drøm indgik som selvfølgelige dele af livet. Asturias baserede romanen Majsmennesker (1949) på mayaindianernes mytologi, Carpentier skrev romanen Riget af denne verden (1949) på baggrund af caribiske voodoo-ritualer, og Juan Rulfo forenede indfødte og katolske forestillinger om døden i romanen Pedro Páramo (1955).

Gabriel García Márquez' magisk-realistiske gennembrudsværk, Hundrede års ensomhed (1967), vakte international opmærksomhed, og den førhen mere stedbundne stil udvikledes til en smidig, kosmopolitisk skrivemåde, jf. fx Salman Rushdies Midnatsbørn (1981).

• Tysklands billedkunst (1850-2016)
• Latinamerikas litteratur
• surrealisme