Automatisme er en handling, der foretages uden bevidsthedens kontrol. I hverdagslivet kan mange komplekse handlinger såsom bilkørsel, skrivning og tale finde sted uden personens bevidste opmærksomhed.

Faktaboks

Etymologi
Ordet automatisme kommer af græsk automatos 'ved egen kraft' og -isme.

Den franske digter André Breton anvendte begrebet "psykisk ren automatisme" i det surrealistiske manifest fra 1924.

Breton var bl.a. inspireret af Sigmund Freuds psykoanalytiske metode, der lod underbevidstheden komme frit til udtryk uden at være underlagt fornuftens og viljens kontrol og uden for enhver social, æstetisk og moralsk censur; ligesom Philippe Soupault eksperimenterede han med automatudskrift. Deres fælles værk Champs magnétiques (1920, Magnetfelter) var et oprør imod poetiske konventioner.

Automattegning blev især dyrket af de surrealistiske kunstnere både som kollektive arbejder og som udgangspunkt for mere bevidst kunstnerisk bearbejdning.

Automatisme var også en væsentlig del af de abstrakt-ekspressionistiske maleres arbejdsmåde i slutningen af 1940'erne, især Jackson Pollocks action painting, hvor den spontane skabende handling var lige så vigtig som det færdige resultat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig