Eberhart (Bernardo) Keilhau, Bernhard Keil, 1624/1626-1687, dansk maler. Han var elev hos Morten van Steenwinckel ca. 1636-42, derefter hos Rembrandt 1642-44 i Amsterdam, hvor han ca. 1644-47 arbejdede for Hendrick Uylenburgh. 1651 rejste han til Italien, hvor han opholdt sig til sin død. Keilhau var en af sin tids efterspurgte malere og virkede i Bergamo, Ravenna, Ferrara og fra 1656 i Rom under navnet Monsù Bernardo. Han synes at have modtaget påvirkning fra kredsen omkring Caravaggio og malede især portrætter, religiøse billeder og genrebilleder med halvfigurer, ofte med allegorisk betydning.