Odsherredsmalerne, en række danske malere med tilknytning til Odsherred i det nordvestlige Sjælland. Nogle er født der, mens andre har bosat sig i området eller har malet der i perioder.

Det er det særlige lys og de afvekslende landskaber, der i perioden ca. 1930-70 tiltrak kunstnere som Karl Bovin og Kaj Ejstrup og Helga Klitbæk, Viggo Rørup og Ellen Krause, Lauritz Hartz, Povl Christensen, Victor Brockdorff og Sigurd Swane.

Flere af Odsherredsmalerne var i 1932 medstiftere af kunstnersammenslutningen Corner. Deres værker kan især ses i Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs og Sorø Kunstmuseum i Sorø.

Odsherred øver stadig tiltrækning på billedkunstnere og kunsthåndværkere, som har fået et samlingssted i kultur- og udstillingsbygningen Huset i Asnæs, etableret i 1973.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig