Georg Friedrich Kersting var en tysk maler. Han regnes sammen med Caspar David Friedrich og Philipp Otto Runge for den vigtigste repræsentant for den tidlige tyske romantik.
Kersting er især kendt for sine portrætterende interiørkompositioner, hvor han fremstiller de skildrede personer i deres egne omgivelser fuldkommen fordybet ved staffeliet, ved læsning, med et håndarbejde eller blot i eftertænksom betragtning, hvor han lader lyset skabe den intime forbindelse mellem menneske og rum.
Efter uddannelse som dekorationsmaler i Güstrow fortsatte Georg Friedrich Kersting på Kunstakademiet i København i perioden 1804 til 1808 som elev af bl.a. Nicolai Abildgaard. Herefter bosatte han sig i Dresden. Her fik han tæt forbindelse til kredsen omkring malerne Gerhard von Kügelgen og Caspar David Friedrich.
I 1810 rejste han sammen med Friedrich gennem Riesengebirge. På rejsen udførte han et par interessante tegninger af de to på vandring i bjergene, bl.a. Caspar David Friedrich auf der Wanderung ins Riesengebirge (1810, Kupferstichkabinett, Berlin) hvor Friedrich fremstilles set fra ryggen med dertil knyttet let rejseudstyr.
I årene umiddelbart efter, særligt i perioden fra 1811-1812 udførte Kersting en række interiørkompositioner, som ikke alene er et uvurderligt tidsdokument, men ligeledes værker, som skaffede ham anerkendelse i samtiden.
I 1811 udførte han sine bedst kendte atelierkompositioner, der portrætterede henholdsvis Gerhard von Kügelgen (Staatliche Kunsthalle Karlsruhe, se artiklen om denne) og Caspar David Friedrich (Hamburger Kunsthalle, se artiklen om denne). Det er interessant at iagttage, hvor forskelligt de to kunstnere havde indrettet deres atelier. Mens Kügelgen arbejdede i et rum omgivet af gipsafstøbninger, bøger, notater, musikinstrumenter og malerier, ser man Friedrich arbejde i et spartansk indrettet rum, hvor kunstneren tilsyneladende udelukkende forholder sig til forestillinger, der udspringer af erindring og filosofiske overvejelser.
Foruden atelierværkerne malede Kersting en række kompositioner, hvor man ser personer fordybet ved læsning, ved skrivning eller ved håndarbejde. Fælles for alle disse værker er en omfavnelse af rummet i al dets ro, indrettet med et enkelt inventar med få genstande, udført i en dæmpet farveholdning samt ikke mindst en omhyggelig skildring af lyskilden, enten fra et vindue eller fra lampens skær. Kersting fremstiller i disse værker det alment menneskelige som noget eviggyldigt hævet over tid og sted, hvilket så udpræget er kendetegnet for andre kunstnere, tidligere for 1600-tallets hollandske Johannes Vermeer og senere i slutningen af 1800-tallet for danske Vilhelm Hammershøi.
Fra 1818 var Georg Friedrich Kersting ansat som leder af porcelænsfabrikken i Meissen, Königlich-Sächsische Porzellan-Manufaktur Meissen som ansvarlig for genopretning og ændring af produktionsforhold fra fremstilling af luksusporcelæn til masseporcelæn af høj kvalitet. Han viede størstedelen af sin tid til dette projekt, og denne indsats blev da også medvirkende til fabrikkens opsving.
Selvfølgelig kom dette til at afspejle sig i Kerstings billedkunstneriske virke. Hans værker blev langt mere fladebetonede med kredsen om familieportrætter, blomsterstilleben, allegorier og religiøse billeder. Han fjernede sig fra den tidligere enkelthed og arbejdede mere i stil med de senromantiske skoler omkring Ludwig Richter og Düsseldorf-skolen. Dette kan bl.a. aflæses i den sene interiørkomposition Faust im Studierkammer (1829, privateje), som udstiller en hel anden virkelighed og ånd end de tidlige værker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.