Francisco de Herrera d.æ., 1585/1590-ca. 1656, spansk maler og kobberstikker. Han virkede hovedsagelig i sin fødeby Sevilla, hvor han malede religiøse billeder til kirker og klostre. Hans tidlige arbejder repræsenterer en blanding af naturalisme og manierisme, men langsomt modnedes en mere personlig, realistisk og ekspressiv stil. I 1628 udførte han s.m. Francisco de Zurbarán en billedsuite til franciskanernes kollegiekirke San Buenaventura (nu i bl.a. Louvre og Prado, Madrid), og i 1639 skabte han sit mesterværk, Den Hellige Basilius dikterer sine ordensregler (1639, Louvre).