Faktaboks

Philippe de Champaigne
Født
1602
Død
1674

Philippe de Champaigne, 1602-1674, flamsk-fransk maler. Philippe de Champaigne kom i 1621 til Paris fra Bruxelles og arbejdede under Nicolas Duchesnes (d. 1628) ledelse på udsmykningen af Palais du Luxembourg.

Efter Duchesnes død udnævntes han af Maria Medici til hofmaler. Hans tidligste figurmaleri var præget af flamsk kolorit og stoflighed som hos bl.a. Rubens.

Philippe de Champaigne malede en række betydelige portrætter af bl.a. Ludvig 13. (nu kun kendt fra kopier), kardinal Richelieu (fx 1635, Louvre, Paris) og kardinal Mazarin (fx ca. 1653, Musée Condé, Chantilly).

En for fransk barokkunst sjælden klassicisme kommer til udtryk i Champaignes portrætter, som er præget af den samme enkelhed og ro som visse af Poussins værker.

Den formelle elegance, der delvis er inspireret af van Dycks portrætkunst, overskygger aldrig den individuelle karakteristik af den portrætterede. Med årene fik Champaignes portrætkunst en alvorligere tone, til dels præget af hans tilhørsforhold til jansenismen.

I dobbeltportrættet af en abbedisse og en nonne i bøn, Ex voto (1662, Louvre, Paris), er de maleriske midler behersket af den askese, som det religiøse indhold dikterer. Champaignes eneste monumentale opgave var kuppeludsmykningen i Sorbonnekirken i Paris (1641-44).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig