Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

postmodernisme - billedkunst

Oprindelig forfatter MQH Seneste forfatter Redaktionen

Cindy Sherman Untitled #205; fotografi, 1989. I slutningen af 1980'erne skabte Cindy Sherman en række fotografiske tableauer, der med stor perfektion imiterer berømte portrætter af malere som Goya, Ingres og Holbein. Forlægget for dette billede er Rafaels La fornarina fra 1519.

Cindy Sherman Untitled #205; fotografi, 1989. I slutningen af 1980'erne skabte Cindy Sherman en række fotografiske tableauer, der med stor perfektion imiterer berømte portrætter af malere som Goya, Ingres og Holbein. Forlægget for dette billede er Rafaels La fornarina fra 1519.

Inden for billedkunsten dækker postmodernisme en mangfoldighed af holdninger og tilgange.

Oftest kædes betegnelsen dog sammen med det figurative, nyekspressionistiske maleris internationale gennembrud i begyndelsen af 1980'erne, som afviste modernismens originalitetstanke og frit citerede og kombinerede kunsthistoriens stilarter.

Den italienske kritiker Achille Bonito Oliva (f. 1939) lancerede samtidig begrebet transavantgarde, der dækkede kunstnere som bl.a. Sandro Chia og Francesco Clemente og deres eklektiske, ofte nostalgiske og private billedverden.

Annonce

I den postmoderne billedkunst dekonstrueres værkets helstøbthed bevidst gennem indre selvmodsigelser ud fra den overbevisning, at alt er set før; selve skabelsen af betydning i kunsten sættes derved til debat.

I Danmark er De Unge Vilde og den nye skulptur, bl.a. Henrik B. Andersen og Elisabeth Toubro, eksempler på en postmoderne tilgang.

Internationalt repræsenteres retningen af bl.a. amerikanerne Jeff Koons og Cindy Sherman samt tyskeren Gerhard Richter.

Læs videre om postmodernisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Qvistgaard Hansen: postmodernisme - billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144525