Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Neue Sachlichkeit

Oprindelige forfattere ABP, HPal, PSch og UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Neue Sachlichkeit, (ty. 'ny saglighed'), tysk kunstretning i 1920'erne. Betegnelsen fremkom i 1923 og anvendtes som navn på en udstilling i Mannheimer Kunsthalle i 1925. Retningens hensigt var oprindelig "en overvindelse af ekspressionismen ved en kompositionel bunden, men samtidig genstandsorienteret fremstillingsform".

Neue Sachlichkeit havde to grupperinger, der begge dyrkede en detaljeret, realistisk udtryksform: en konservativ, klassicistisk og fransk-italiensk orienteret omfattende malere som Alexander Kanoldt (1881-1939) og Georg Schrimpf (1889-1938) i München, og en socialkritisk, nutidig, grænsende til dadaistisk kunstfornægtelse, repræsenteret af bl.a. George Grosz, Otto Dix, Georg Scholz (1890-1945), Rudolf Schlichter (1890-1955) og Christian Schad i Berlin, Dresden og Karlsruhe. I dag regnes den sidstnævnte gruppering for den egentlige Neue Sachlichkeit.

Annonce

Litteratur

Den nye saglighed i tysk litteratur kom mindre til udtryk i en bestemt stil end i emnevalg og holdning. Den moderne hverdag skulle indfanges, og almindelige menneskers liv og virke fremstilles på en realistisk og nøgtern måde. "Distance" var et nøgleord.

En genre som reportagen fik stor betydning, med Egon Erwin Kisch (1885-1948) som hovednavnet. Dokumentarisk materiale lå ofte til grund for dramaer eller prosaværker som fx Ödön von HorváthsSladek, der schwarze Reichswehrmann (1928/29) eller blev monteret ind i værket for at underbygge den fiktive handling som i Lion FeuchtwangersErfolg (1930).

Til strømningens vigtigste repræsentanter hører endvidere bl.a. Ferdinand Bruckner, Marieluise Fleißer (1901-74), Erich Kästner, Irmgard Keun (1905-82) og Friedrich Wolf.

Film

Neue Sachlichkeit fik filmisk udtryk med dokumentarfilm som Walter RuttmannsBerlin — Die Sinfonie der Großstadt (1927) og socialt engagerede, realistiske byskildringer som Piel Jutzis (1896-1946) Mutter Krausens Fahrt ins Glück (1929, Mutter Krauses Himmelfart) og Berlin Alexanderplatz (1931) efter Alfred Döblins roman, Robert SiodmaksMenschen am Sonntag (1929) og Slatan Dudows (1903-63) Kuhle Wampe (1932) med manus af Bertolt Brecht.

Også Georg Wilhelm PabstsDie freudlose Gasse (1925, Bag Glædernes Maske) og såkaldte Straßen-film som Karl Grunes (1890-1962) Die Straße (1923, Gaden) har tilknytning til retningen.

Musik

Fra midten af 1920'erne brugtes termen om en antiromantisk strømning i tysk kompositionsmusik. Førende var Paul Hindemith, der mente at finde objektivitet i en tilnærmelse til førklassiske musikformer, navnlig Bachs polyfoni, og en restauration af tonaliteten.

Man foretrak barokkens koncertprincip frem for tematisk, symfonisk udvikling, og man så musikværket som noget, der skulle udføres, snarere end som genstand for æstetisk fordybelse. Se også neoklassik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annelise B. Petersen, Henrik Palsmar, Peter Schepelern, Ursula Fugmann: Neue Sachlichkeit i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131237