• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Gustaf Pilo

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

Carl Gustaf Pilo. Frederik 5.; maleri, 1751.

Carl Gustaf Pilo. Frederik 5.; maleri, 1751.

Carl Gustaf Pilo, 5.3.1711-2.3.1793, svensk maler. Carl Gustaf Pilo blev udlært som håndværksmaler i Stockholm 1731 og arbejdede en tid i Skåne. Herfra flygtede han i 1741 fra sin forlovede til Danmark, hvor han indledte sin kunstneriske løbebane, blev hofmaler i 1747 og professor ved det ældste kunstakademi i 1748.

Carl Gustaf Pilo indførte rokokostilen i dansk kunst, inspireret af bl.a. Marcus Tuscher,Bénoit Le Coffre og ikke mindst Hyacinthe Rigaud (kendt gennem kobberstik).

Hos Pilo fik stilen en helt speciel lys tone, som forlener selv de mest officielle portrætter med en stemning af fest og glæde, fx Frederik 5. og Dronning Louise (ca. 1747, Glorup), der er blandt hans talrige billeder af Frederik 5. og dronning Louise (fra 1752 Juliane Marie).

Annonce

Carl Gustaf Pilo holdt sig til en kølig farveskala, ofte domineret af grønne toner. Fra omkring 1757 anvendte han mere kontrastrige lys- og skyggeeffekter, og hans portrætter blev mere dramatiske med større vægt på personkarakteristikken. De var stærkt efterspurgte, også blandt adelsfolk som fx Adam Gottlob Moltke, og de blev malet med hjælp fra kopister og lærlinge i hans værksted.

Frederik 5.s dronning Louise portrætteret i salvingsdragt af Carl Gustaf Pilo. Dateret til ca. 1747. Det er særligt malerierne af dronning Louise der i den nyeste monografi om Carl Gustaf Pilo fremhæves som kunstnerens hovedværker: I Pilos drømmebilleder - er dronningen ikke af denne verden, men en venlig ånd, svævende i sine krinoliner som et luftskib langt fra alle trivialiteter i sit vandblå eller dybhavsgrønne univers - en dronning af Guds nåde, udødeliggjort af en malers geni. Statens Museum for Kunst, www.smk.dk.

Efter at Gustav 3. havde gjort ham til Vasaridder i 1772, blev Carl Gustaf Pilo (der året forinden var blevet direktør for Kunstakademiet) udvist af Danmark og vendte tilbage til Sverige. Her blev han i 1780 direktør for kunstakademiet i Stockholm, og fra 1782 arbejdede han på sit hovedværk, det monumentale maleri Gustav 3.s kroning (ufuldført, Nationalmuseum, Stockholm).

2016 udkom den første omfattende monografi om kunstneren: Drømmebilleder - Carl Gustaf Pilos portrætkunst, hvor kunsthistoriker Charlotte Christensen præsenterer et rigt og sammensat kronologisk forløb på baggrund af personalhistoriske oplysninger fra arkiver i Danmark og Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk: Carl Gustaf Pilo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141976