Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giulio Romano

Oprindelig forfatter Ohrt Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/10711/=ud_a_104490.mp3?revision=2

Giulio Romano, 1499-1545, italiensk maler og arkitekt. Som Rafaels fremmeste elev overtog Giulio Romano 1520 ledelsen af mesterens værksted og hans ufuldendte opgaver, heriblandt freskoudsmykningen af Sala di Costantino (1519-24) i Vatikanet.

Som kunstner søgte Giulio Romano at videreføre Rafaels bestræbelser på en nyklassisk stil på baggrund af arkæologiske studier og flittig brug af antikke forbilleder. Men hans kunst viser også en kompleksitet, dramatik, overdrivelse og kunstfærdighed, der vidner om manierismens indtog i Rom.

I 1524 blev Giulio hofkunstner hos Federigo Gonzaga i Mantova og udførte en række arkitektur- og udsmykningsopgaver, først og fremmest forstadsvillaen Palazzo del Tè (1526-34), hvis arkitektur er præget af en kompleks rigdom af variationer inden for et tema og af vittige brud på den klassiske arkitekturs regelsæt.

Annonce

Giulios opfindsomhed ses også i villaens rumudsmykning, især Sala di Psiche (1527-31) med udtalt sanselige skildringer og Sala dei Giganti (1532-34) med sin illusionistiske og burleske fremstilling af Zeus' nedstyrtning af giganterne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Ohrt: Giulio Romano i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84153