Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Francesco Primaticcio

Oprindelig forfatter ENyh Seneste forfatter Redaktionen

Francesco Primaticcio, 1504/1505-1570, italiensk maler, billedhugger og arkitekt. Francesco Primaticcio arbejdede 1525-31 sammen med Giulio Romano i Mantova ved udsmykningen af Palazzo del Té.

I 1532 blev han af Frans 1. kaldt til Fontainebleau i Frankrig for at udsmykke slottet; her udviklede han sammen med Rosso Fiorentino en ny type interiørdekoration, der kombinerede maleri i olie eller fresko med stukrelieffer.

Som leder af slotsudsmykningen efter Rossos død i 1540 videreudviklede han sin manieristiske stil med de lange, slanke figurer (se Fontainebleauskolen).

Primaticcio tegnede gravmælet for Henrik 2. og Katarina Medici i Saint-Denis-kirken ved Paris, udført 1559-73 sammen med Germain Pilon. Han indkøbte klassiske skulpturer i Rom, i originaler og afstøbninger, til opstilling i Fontainebleau-slottet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esther Nyholm: Francesco Primaticcio i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=145098