Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Domenico Beccafumi

Oprindelig forfatter HRJ Seneste forfatter Redaktionen

Domenico Beccafumi, kaldet Mecherino, eller Mecarino, ca. 1484-1551, italiensk maler og billedhugger fra Siena.

Domenico Beccafumi var i Rom ca. 1511, hvor han arbejdede sammen med Sodoma. Han tog derefter til Firenze, og 1519-24 lavede han de første forlæg til de bibelske scener i marmor-intarsia med sorte, nedfældede konturer til gulvet i domkirken i Siena, et arbejde, han var beskæftiget med det meste af sit liv.

Beccafumi malede både freskoudsmykninger og altertavler til paladser og kirker i Siena, idet han beherskede såvel religiøse som mere dagligdags motiver. På trods af sin tilknytning til den florentinske skoles klassicisme og veldefinerede figurfremstilling, bevarede han et lokalt sienesisk præg.

Annonce

Hans billeder i domkirken i Pisa (1536-41) viser påvirkning fra en rejse til Genova i 1534; fra en rejse til Rom i 1541 kan indtryk af Michelangelos Dommedag i Det Sixtinske Kapel spores i hans bibelske kompositioner og manieristiske farvevalg samt i hans skulpturer, hvoraf en engel er bevaret i Sienas domkirke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hannemarie Ragn Jensen: Domenico Beccafumi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45050