• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Memling

Oprindelig forfatter UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Hans Memling, ca. 1433-1494, tysk-nederlandsk maler, sandsynligvis udlært i Köln. I Bruxelles arbejdede Hans Memling i Rogier van der Weydens værksted, fra 1465 i Brugge.

Hans Memling var påvirket af Rogier, men han stod fjernt fra dennes patetiske udtryksform med sit mere rolige og lyriske temperament, som også senere lod sig påvirke af italiensk formsprog.

Hans Memlings kunst var højt værdsat i samtiden. Et tidligt hovedværk er Dommedagsalteret (ca. 1470, Muzeum Narodowe, Gdansk), hvor turbulens og kontemplation støder sammen på besynderlig vis.

Ursulaskrinet (ca. 1489) findes i Sint-Janshospitaal i Brugge, hvor der er indrettet et Memlingmuseum; skrinet er formet som en lille gotisk kirke og smykket med malede skildringer fra den hellige Ursulas legende.

Hans Memling har også malet en række portrætter, idealiserede, men dog karakterfulde. Som noget nyt optræder personerne i naturen på rene landskabsbaggrunde, sikkert skabt under indflydelse fra Italien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ursula Fugmann: Hans Memling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124011