• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gotik - billedkunst

Oprindelig forfatter LGot Seneste forfatter Redaktionen

Gotik. Da katedralen i Chartres i Frankrig blev genopført efter en brand i 1194, bevaredes vestportalen, Kongeportalen, fra 1145-50 med sine unggotiske skulpturer, nært forbundet med de søjler, de står op ad. Senere i gotikken frigjordes portalfigurerne fra arkitekturen og fik en mere realistisk udformning, som det kan ses i fx domkirken i Reims.

Gotik. Da katedralen i Chartres i Frankrig blev genopført efter en brand i 1194, bevaredes vestportalen, Kongeportalen, fra 1145-50 med sine unggotiske skulpturer, nært forbundet med de søjler, de står op ad. Senere i gotikken frigjordes portalfigurerne fra arkitekturen og fik en mere realistisk udformning, som det kan ses i fx domkirken i Reims.

gotik - billedkunst, (af fr. gotique 'gotisk'), stilretning inden for middelalderens europæiske billedkunst, arkitektur og kunsthåndværk. De mennesker, der skabte den gotiske stil, kaldte den Opus Francigenum (lat. 'fransk arbejde'); det var i renæssancen, man med foragt kaldte den goternes stil, dvs. barbarernes stil.

Gotikken efterfulgte den romanske kunst og afløstes af renæssancen. Den deles i tre perioder: Unggotik ca. 1140-1200, højgotik ca. 1200-1350 og sengotik eller flamboyant stil ca. 1350-1500. Overgangene er glidende, og udviklingen forløb ikke samtidig i de forskellige lande; således var gotikken i Italien mere kortvarig, ca. 1250-1420. Betegnelsen anvendes også om den kulturhistoriske periode i dette tidsrum.

Skulptur

Den gotiske skulptur udvikledes ligesom arkitekturen i omegnen af Paris 1140-50 med udsmykningen af kirkerne Saint-Denis ved Paris og Notre-Dame i Chartres. Fra Île-de-France bredte den sig til det øvrige Frankrig og videre til så godt som hele Europa.

Annonce

Udviklingen skete i kirkeportalernes skulpturer. Søjlefigurerne, der indgik i de skolastiske teologers store billedprogrammer, var endnu underkastet arkitekturen; oprindelig var de malet i stærke farver. De smalle kroppe står langs søjlerne uden at dreje hovederne, og de lodrette dragtfolder er næsten kun tegnet i stenen.

Det nye er den understregede vertikalitet og de individuelle, åndfulde ansigter. I løbet af de følgende hundrede år nærmede udformningen sig friskulptur. En S-lignende kropsstilling, det "gotiske svaj", gav figurerne dynamik, og dragternes folder blev underskåret og gav lys- og skyggevirkninger.

Bambergrytteren fra ca. 1235 er en af de første monumentale rytterstatuer, som er udført siden antikken.

Bambergrytteren fra ca. 1235 er en af de første monumentale rytterstatuer, som er udført siden antikken.

Denne udvikling kan følges i Chartres-katedralens tværskibsportaler (ca. 1200-60) og på katedralerne i Paris, Amiens, Reims og Strasbourg.

Den helt frigjorte figur repræsenteres af Bambergrytteren (ca. 1235) i domkirken i Bamberg, stifterfigurerne fra ca. 1250 i domkirken i Naumburg og de mange statuer af Madonna med barnet siddende på hendes fremskudte hofte, udført af bl.a. Giovanni Pisano.

Træskulpturen blomstrede især i Mellemeuropa og i Norden. Omkring 1300-50 opstod den udskårne altertavle, hvis midterstykke med bibelske scener fra passion og himmelkroning blev flankeret af to eller flere fløje med mindre scener.

Store værksteder blev ledet af mestre som Tilman Riemenschneider og Veit Stoss i Sydtyskland og Bernt Notke i Lübeck. De gotiske krucifikser viser i modsætning til de romanske Kristus som død eller døende med tornekrone og krydsede fødder samlet med én nagle.

Den gotiske arkitekturs forkærlighed for store vinduesåbninger gav mulighed for en bemærkelsesværdig udvikling af glasmaleriet, der nåede et højdepunkt i første halvdel af 1200-tallet Katedralen i Chartres er særlig rig på glasmalerier, bl.a. den berømte Notre-Dame de la belle Verrière, et tidligt arbejde fra ca. 1150.

Maleri

Giottos kunst nåede et højdepunkt i Scrovegnikapellet i Padova. Den blå farve binder de mange fresker med scenerne af Marias og Jesu liv sammen til en helhed. Begyndelsen af 1300-tallet.

Giottos kunst nåede et højdepunkt i Scrovegnikapellet i Padova. Den blå farve binder de mange fresker med scenerne af Marias og Jesu liv sammen til en helhed. Begyndelsen af 1300-tallet.

Gotikkens malerkunst kom først til udfoldelse omkring 1300. På guldgrund og uden særlig dybdevirkning formedes slanke, letbevægelige figurer i stærke temperafarver på altertavler af træ eller i freskoer på væggene; her var grunden dog oftest blå. Maleriet bevægede sig fra en klassisk harmoni mod en mere ekspressionistisk og malerisk stil.

Der var mange retninger: i Italien Sienaskolen med Simone Martini og brødrene Lorenzetti samt den florentinske skole med malere som Cimabue, Duccio og Giotto; Kölnerskolen repræsenteres af Stephan Lochner, en fransk skole opstod omkring Jean Fouquet, en nordtysk med Meister Bertram og Meister Francke.

Den nederlandske skole nåede mellem 1390 og 1500 højdepunkter med Flémallemesteren, Rogier van der Weyden, brødrene van Eyck og Hans Memling.

Et særligt område var bogmaleriet, der udmærkedes ved en stor detaljerigdom og interesse for naturstudiet og lyset. Ikke kun klostrene producerede nu de forfinede tidebøger og missaler, men værksteder under berømte mestre som brødrene Limbourg og van Eyck malede tillige for verdslige bestillere og mæcener; der var også kvindelige kunstnere.

Sengotik

Rogier van der Weyden. Ærkeenglen Mikael vejer sjæle; midterfeltet i altertavlen Dommedag, malet ca. 1445.

Rogier van der Weyden. Ærkeenglen Mikael vejer sjæle; midterfeltet i altertavlen Dommedag, malet ca. 1445.

Efterhånden intensiveredes det kunstneriske udtryk, og man søgte et mystisk og følelsesladet indhold, hvor lange, næsten konkave figurer udtrykker lidelse eller ekstase.

Muligvis forstærket af pestepidemierne i 1300-tallet opstod temaer som dødedansen og pietà (Maria med den døde søn i sine arme) eller scener fra Johannes' Åbenbaring som fx i den lange billedvævning Apokalypsen fra Angers fra slutningen af 1300-tallet.

Men i de voksende bysamfund fremmedes en mere borgerlig kunst. I handelsbyerne i Norditalien og i hansestæderne i Nordeuropa ønskede man en robust og mere fortællende kunst, hvor de bibelske personer tog del i dagliglivet. Billedrummet fik perspektiv, og daglige genstande blev omhyggeligt gengivet.

Her kan nævnes den lybske træskærerkunst, billedhuggeren Claus Sluter og især den nederlandske malerkunst. Et vist fællespræg gjorde sig efterhånden gældende og gav navn til den internationale gotik omkring 1400, hvor malerkunsten spillede den ledende rolle.

Men også gravmæler i sten, bronze og metalplader med hvilende figurer samt en rigdom af monstranser, alterkalke og relikvieskrin hører med blandt gotikkens mest fremragende værker. Omkring 1420 blev gotikken i Norditalien afløst af renæssancen, nord for Alperne skete det senere, og i England, hvor man nødigst slap den, blev den genoplivet med 1700-1800-tallets Gothic Revival.

Gotisk billedkunst i Danmark

Claus Berg. Midterfløjen af altertavlen i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Claus Berg. Midterfløjen af altertavlen i Sankt Knuds Kirke i Odense.

Først efter år 1200 ses i Grønbæk Kirke ved Viborg et sammenstød mellem de nye gotiske ribbehvælv og det romanske vægmaleri i apsis. Stilen ses tydeligst i kalkmalerierne. Billederne rykkede fra væggene op i de firedelte hvælv, først med den romanske blå bund, senere på hvid bund med rankeornamentik eller strøblomster. Figurerne er tegnet med sort kontur og udfolder sig i livlige scener, som danner serier: skabelse og syndefald, Jesu barndoms- og lidelseshistorie og ikke mindst dommedag, hærget af fantasifulde djævle.

Forbillederne blev først hentet i fransk kunst, senere i de tyske træsnit. Udsmykningen af hvælvet i Brøndum Kirke ved Esbjerg fra 1275 er blandt de ældste. En betydelig kunstner var Unionsmesteren, hvis hovedværk fra ca. 1425 findes i Undløse Kirke på Sjælland. Også i Danmark opstod værksteder med omrejsende mestre, fx Isefjordsværkstedet og Elmelundeværkstedet, hvis tre kirker på Møn, Keldby, Fanefjord og Elmelunde, er helt udmalet med bibelske scener omkring 1500.

Stenskulpturen er repræsenteret af et fremragende billedhuggerarbejde, dronning Margretes gravmæle i Roskilde Domkirke (1423). De fornemste træskårne værker er Bernt Notkes altertavle i Aarhus Domkirke (1479) og Claus Bergs lidt yngre tavle i Sankt Knuds Kirke i Odense med et væld af udskårne og bemalede figurer.

En række store krucifikser viser en udvikling fra den tidlige gotiks harmoniske former til de stærkt lidende figurer efter 1350, fx Claus Bergs Vindinge-krucifiks, der er udført så sent som ca. 1520. Malerier på træ er ikke talrige; en alterforside fra Løgumkloster (ca. 1300, Nationalmuseet) viser forbindelse til fransk gotik, mens flere altertavlers malede sidefløje taler om samkvem med Nederlandene.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Gotfredsen: gotik - billedkunst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85104