• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jan van de Cappelle

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

Jan van de Cappelle, ca. 1624-1679, hollandsk maler. Han blev født og var virksom i Amsterdam, især som marinemaler, skønt han også udførte enkelte vinterlandskaber.

Cappelle var påvirket af Simon de Vlieger i sine udramatiske søstykker med spejlblankt vand og store skyer. Han må have været velstående, idet han ejede en omfattende kunstsamling, bl.a. ni malerier og 1300 tegninger af Vlieger og 500 tegninger af Rembrandt.

Cappelle blev portrætteret af både Rembrandt, Frans Hals og Gerbrand van den Eeckhout (1621-74).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk: Jan van de Cappelle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54249