Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anthony van Dyck

Oprindelig forfatter Koest Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/7220/=ud_b_104986.mp3?revision=2

Anthony van Dyck Lord George Digby, senere jarl af Bristol, med sin ven og svoger lord William Russell, senere greve af Bedford; maleri, ca. 1637. Althorp House, Northampton. De to unge adelsmænd er mesterligt individualiserede: Russell udadvendt, klædt i lyse farver og med en rustning for sine fødder som tegn på sin militære interesse; Digby tilbageholdende, klædt i sort som en lærd og med videnskabsmandens armillarsfære, bøger og papirer ved sin fod.

Anthony van Dyck Lord George Digby, senere jarl af Bristol, med sin ven og svoger lord William Russell, senere greve af Bedford; maleri, ca. 1637. Althorp House, Northampton. De to unge adelsmænd er mesterligt individualiserede: Russell udadvendt, klædt i lyse farver og med en rustning for sine fødder som tegn på sin militære interesse; Digby tilbageholdende, klædt i sort som en lærd og med videnskabsmandens armillarsfære, bøger og papirer ved sin fod.

Anthony van Dyck, Anthonis van Dyck, 1599-1641, flamsk maler og raderer; efter Rubens og ved siden af Jordaens 1600-tallets betydeligste flamske maler. Allerede som tiårig var han elev hos maleren Hendrick van Balen d.æ. i sin fødeby Antwerpen; efter læretiden blev han medarbejder i Rubens' værksted, og kontakten med Rubens fik grundlæggende betydning for hans virksomhed.

I et par år var han Rubens' vigtigste medarbejder, men udførte også selvstændige opgaver, både alterbilleder, fx Korsbæringen (ca. 1617-20) til Sankt Pauluskerk, og portrætter, fx Maleren Frans Snyders og hustru (begge 1620-21, Frick Collection, New York).

I 1621 rejste han til Italien, hvor han virkede størstedelen af tiden i Genova. I sin Skitsebog fra Italiensopholdet (British Museum, London) noterede han sin beundring for Tizian, men han modtog også varige indtryk fra bl.a. Veronese samt fra Rubens' italienske værker. Påvirkningerne fra disse tre malere forenes i hans religiøse hovedværk i Italien, den store Rosenkransmadonna til dominikanerne i Palermo (1624-27, Oratorio del Rosario).

Annonce

I Genova arbejdede van Dyck for aristokratiet, og i sine talrige portrætter herfra udviklede han hele det repertoire af legemsstore portrætter, som han senere brugte i Antwerpen og London: rytterportrætter, store familiegruppeportrætter og fornemme enkeltportrætter (fx Elena Grimaldi Marchesa Cattaneo, ca. 1623, National Gallery of Art, Washington).

I 1627 var han tilbage i Antwerpen; han arbejdede på store opgaver for byens kirker, fx alterbilledet med Skt. Augustins vision, 1628, til Augustijnenkerk, og udførte nogle af sine bedste portrætter, bl.a. af kunstnervenner. Han påbegyndte desuden sin Ikonografi, en serie på 80 raderede og stukne portrætter af berømte samtidige.

Van Dyck fremstod nu som Europas førende portrætmaler, og i 1632 drog han til London, hvor han blev adlet af Karl 1. og udnævnt til hofmaler, og hvor han resten af sit liv virkede næsten udelukkende som portrætmaler for kongehuset og adelen. Blandt de kendteste arbejder fra denne periode er de tre store rytterportrætter af kongen (fx 1633, Buckingham Palace, London) og det tredobbelte brystbillede af Karl 1. (ca. 1635, Windsor Castle).

Anthony van Dycks engelske portrætter kendetegnes af malerisk rigdom og en hidtil uset fornemhed i iscenesættelse og holdning. De blev retningsgivende for barokkens aristokratportræt, og deres indflydelse i engelsk portrætkunst fortsatte helt op til J. Reynolds, Th. Gainsborough og Th. Lawrence.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Olaf Koester: Anthony van Dyck i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67406