Gips. Krystalgruppe af gips fra Montmartre, Paris. Indhakkene i krystallerne viser, at der er tale om tvillingedannelse. Krystalgruppen er ca. 8 cm høj.

.

Michelangelo. Pietá. 1497-1500. Detalje af gipsafstøbning. Michelangelos originale skulptur befinder sig i Peterskirken i Rom. Se skulpturen i artiklen om Michelangelo. Foto 2007.

.

Gipsafstøbning, foretages med brændt gips, der opblandet med vand størkner under udvikling af varme. Gipsen udvider sig ganske lidt, men fastholder derefter præcist en given form.

Forme til afstøbning fremstilles som 1) ægte forme af gips, der kan bruges flere gange; de kaldes også kileforme, fordi de ofte består af mange kileformede dele, som holdes på plads af større formstykker; 2) uægte forme i gips, som kun kan bruges én gang, fordi de slås itu, når afstøbningen skal ud; 3) limforme, elastiske forme af benlim iblandet glycerin, anvendt siden ca. 1840; fra omkring 1960 er dette materiale afløst af silikone.

Mange steder forarbejdes afstøbninger nu i epoxy/kunstharpiks, som er lettere og mere robust end gips. Afstøbninger bruges af bl.a. billedhuggere, hvis originalmodeller afstøbes i gips og danner udgangspunkt for hugning i sten eller støbning i fx bronze.

Gipsafstøbningsteknikken var en væsentlig forudsætning for udbredelsen af græsk skulptur i Romerriget og senere af antik skulptur i Italien og andre europæiske lande.

De ældste gipsafstøbninger fra ca. 1370 f.Kr. er fundet i et billedhuggerværksted i al-Amarna (Tell el-Amarna) i Egypten og er portræthoveder, formentlig afstøbt efter lermodeller.

Ifølge Plinius d.æ. fandt den græske billedhugger Lysistratos på at lave kopier af statuer i gips, og han var den første, der afformede levende personers ansigt i gips som grundlag for portrætter.

Ved kopiering af statuer benyttedes gipsafstøbninger som mellemled mellem original og statuekopi. Afstøbninger efter statuer og efter bronzerelieffer kendes fra flere romerske lokaliteter.

Gipsafstøbninger efter antikke forbilleder eller efter naturen fandtes fra 1400-tallet i kunstnerværksteder i Italien, og fra begyndelsen af 1500-tallet kopieredes hele statuer i gips med henblik på opstilling eller nystøbning i bronze.

Især efter grundlæggelsen af Det Franske Akademi i Rom i 1666 blev gipsafstøbninger efter antikke statuer almindelige til brug for kunstneruddannelsen, således også i København fra grundlæggelsen af Kunstakademiet i 1754.

Fra ca. 1850 oprettedes museer eller afdelinger af kunstmuseer med gipsafstøbninger. I København grundlagdes Den Kongelige Afstøbningssamling i 1895; en mindre afstøbningssamling findes på Aarhus Universitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig