Billedskæring, er et håndværk, men betegner også den teknik, der benyttes, når man fremstiller skulpturer, relieffer eller ornamentudsmykning i træ, elfenben eller andre bløde materialer, som er lette at snitte og skære i.

I alle kulturer fra forhistorisk tid til i dag er disse materialer blevet anvendt til billedfremstilling. I det antikke Grækenland var de ældste gudebilleder ofte bemalede træfigurer, men materialet gik noget af brug til fordel for marmor og bronze.

I vikingetiden blev billedskæring bl.a. benyttet ved udformningen af skibsstævne, og i middelalderen fik billedskæring et nyt opsving ved kirkernes kunstneriske udsmykning.

Højdepunktet var gotikkens udskårne altertavler, fx Hans Brüggemanns altertavle i Slesvig Domkirke og Claus Bergs altertavle i Sankt Knuds Kirke i Odense.

I barokkens kirkekunst dominerede billedskæring stadig både ornamentik og skulptur, som det kan ses af Abel Schrøders arbejder i Holmens Kirke i København, men herefter gik brugen af billedskærerarbejder tilbage.

I 1800-tallet blev billedskæring dyrket som en slags husflid mange steder. I de skandinaviske lande var almuekunsten eksempelvis en udtryksform med rødder tilbage til vikingetiden.

I 1900-tallet har træet i flere tilfælde været det foretrukne materiale for billedhuggere som tyskeren Ernst Barlach og danskeren Erik Thommesen.

Se også elfenbenskunst og karvesnit samt skulptur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig