André Beauneveu, 1335/40, d. før 1403, billedhugger og maler, der formentlig blev født i Valenciennesog virkede i de sydlige Nederlande og i Frankrig.

André Beauneveus værksted udførte marmorskulpturer til gravene for de franske konger Karl 5., Johan 2. og Filip 6. i kirken Saint-Denis ved Paris, hvor de stadig findes. Kun skulpturen af Karl 5. regnes for mesterens egenhændige værk.

Beauneveus værksted udførte også skulpturer i flere flamske byer, men disse værker er gået tabt.

Senest i 1386 trådte Beauneveu i hertug Jean de Berrystjeneste i Bourges som billedhugger og bogilluminator. Her udførte han i årene omkring 1390 et psalter med 24 helsidesminiaturer af 12 tronende profeter og 12 tronende apostle (nu i Bibliothèque nationale i Paris).

Både som billedhugger og maler hører André Beauneveu til sin tids væsentligste og mest nyskabende inden for nordeuropæisk billedkunst. Hans stil er præget af en høj grad af realisme og portrætlighed. Bogmaleriernes ornamentale dele er udpræget gotiske, men figurfremstillingernes tredimensionale, skulpturelle karakter bærer præg af indflydelse fra italiensk kunst.

Læs mere om billedkunst i Frankrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig