Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jacopo della Quercia

Oprindelig forfatter ENyh Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/23770/=ud_a_102263.mp3?revision=1

Jacopo della Quercia, ca. 1367-ca. 1438, italiensk billedhugger, født nær Siena og aktiv dels i Siena og Lucca, dels i Ferrara og Bologna.

Jacopo della Quercia var en af de mest originale billedhuggere på overgangen mellem gotikken og renæssancen. I 1401 deltog han i konkurrencen, som Lorenzo Ghiberti vandt, om den anden bronzedør til baptisteriet i Firenze.

Spændvidden i hans kunst kan aflæses i en sammenligning mellem gravmælet for Ilaria del Carretto i domkirken i Lucca (1406), udført i en magtfuld klassisk førrenæssancestil, og springvandet Fonte Gaia på rådhuspladsen i Siena (1409-19; i 1800-tallet erstattet af en kopi, de forvitrede relieffer og figurer nu i rådhuset), lavet i en livfuld, lyrisk gotik, samt reliefferne på dørstolperne i kirken San Petronio i Bologna (1427-37), hvis energi og monumentalitet peger frem mod Michelangelo.

Annonce

På døbefonten i baptisteriet i Sienas domkirke kappedes han, med bronzerelieffet Zakarias jages bort fra templet (1430), med Lorenzo Ghiberti og Donatello, der udførte andre af fontens relieffer.

Læs mere om italiensk billedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esther Nyholm: Jacopo della Quercia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147829