Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andrea del Verrocchio

Oprindelig forfatter ENyh Seneste forfatter Redaktionen

Andrea del Verrocchio, 1435-1488, italiensk billedhugger og maler, den førende billedhugger i Firenze i anden halvdel af 1400-tallet. Andrea del Verrocchio blev uddannet som guldsmed, men fandt hurtigt sin egen stil inden for den florentinske ungrenæssancetradition, som han udviklede i dramatisk retning med plasticitet, bevægelse og inddragelse af rummet.

Det præger bronzeskulpturerne af David (ca. 1475, Bargello, Firenze) og Den vantro Thomas (1466-83) til kirken Or San Michele i Firenze. Et kendt værk er også den lille Putto med delfin (ca. 1480) i Palazzo Vecchio.

Verrocchios tekniske dygtighed møder man i gravmælet for Giovanni og Piero de' Medici (marmor, porfyr og bronze, 1470-72) i Sagrestia Vecchia i San Lorenzo-kirken i Firenze.

Annonce

Hans hovedværk som guldsmed er fremstillingen af Johannes Døberens halshugning på sølvalteret til domkirken i Firenze (1477-80, nu i Domkirkemuseet). Hans sidste store skulptur var rytterstatuen af Bartolommeo Colleoni i Venezia (1479-88, fuldført af Alessandro Leopardi 1492 og indviet 1496).

Blandt Verrocchios få bevarede malerier er Kristi dåb (1470'erne, Uffizierne, Firenze), muligvis færdiggjort af Leonardo da Vinci, der var elev på Verrocchios værksted.

Læs mere om italiensk billedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esther Nyholm: Andrea del Verrocchio i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179510