Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lorenzo Mattielli

Oprindelig forfatter UrsFu Seneste forfatter Redaktionen

Lorenzo Mattielli udførte det omfattende skulpturprogram til Dresdens Katholische Hofkirche. Her ses kirkens midt- og sideskib omkranset med de 3,50 meter høje helgenstatuer. De fremviser alle den stærkt bevægede gestikulerende positur, som er karakteristisk for barokken. Samspillet mellem arkitektur og skulptur er her sjældent overdådigt. Foto 2004.

Lorenzo Mattielli, 1688-1748, italiensk billedhugger, virksom i Wien fra 1712, i Dresden fra 1739.

Lorenzo Mattielli blev 1714 hofbilledhugger i Wien og udførte her talrige skulpturprojekter. Efter rejser til Italien udviklede han i begyndelsen af 1720'erne større smidighed og raffinement i skulpturernes bevægelser, som det ses på de fire hvælvbærende Atlas-figurer i Sala Terrana i Oberes Belvedere (1721-22) i Wien.

Han udførte endvidere skulpturelle opgaver til bl.a. Karlskirche (1725-30), Hofburg (1728-29) og Bürgerliches Zeughaus (1732). Ud over opgaverne i Wien arbejdede han på de store østrigske klostre Melk, Lambach og Mariazell.

Annonce

I 1739 rejste Lorenzo Mattielli til Dresden, hvor han blev ansat ved hoffet. Her blev han betroet det, der blev hans største opgave: 78 monumentale statuer til Katholische Hofkirche, der blev opført i Dresden 1739-55 i romersk senbarok.

Neptunbrunnen, der har en diameter på 40 m, blev opført som point de vue i Marcolinipalæets hovedakse. Den treforksvingende vandgud Neptun er placeret i en muslingeskalformet vogn med Amfitrite ved sin side. Foto 2012.

På trods af bitre stridigheder mellem Mattielli og kirkens arkitekt, italieneren Gaetano Chiavari (1689-1770), blev samspillet mellem skulptur og arkitektur overdådigt. Flere af Mattiellis skulpturer gik til grunde under Dresdens bombardement i 1945, men efter restaurering i 2002 er alle erstattet med nyhuggede værker.

Lorenzo Mattielli udførte desuden Neptunbrunnen (1741-46, efter udkast af Zacharias Longuelune), der regnes for den mest betydningsfulde barokkonstruktion af sin art i Dresden. Springvandet, der har en diameter på 40 m var oprindeligt placeret som det pompøse point de vue i hovedaksen i Marcolinipalais' barokke haveanlæg i Dresden-Friedrichstadt.

Læs mere om billedkunst i Italien.

Læs mere om billedkunst i Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ursula Fugmann: Lorenzo Mattielli i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=123033