Faktaboks

Johann Christian Kirchner
Født
17. august 1691, Merseburg, Tyskland
Død
28. december 1732, Dresden, Tyskland

Nymphe mit dem Blütenstrauß, omkring 1718, Zwingers Nymphenbad, placeret i en af nicherne. Kirchners figurer er karakteristiske ved deres små hoveder, den slanke hals og en omhyggelig bearbejdelse af klædningsdraperier. Foto fra 2012.

.

Johann Christian Kirchner var en tysk billedhugger. Efter læretid i Merseburg rejste han til Oberlausitz og kom i 1712 til Dresden, hvor han blev medarbejder ved Balthasar Permosers værksted i Zwinger. Han blev hofbilledhugger i 1717 og optaget som borger i Dresden fra 1720.

Blandt Johann Christian Kirchners tidlige arbejder kan nævnes en række allegoriske figurer udført til Schloß Joachimstein (i dag Pałac Radomierzyce) i Oberlausitz.

Kirchners værker i Dresden

Herme
Blandt Kirchners sene arbejder er de kinesiske hermer fra 1732, der udsmykker gården til Japanisches Palais. Foto fra 2015.

Kirchners figurer er karakteristiske ved deres små hoveder, den slanke hals og en omhyggelig bearbejdelse af klædningsdraperier. Træk som forudsiger den sachsiske rokokos bløde bevægelser med overfladens flimrende skyggespil.

Dette kan iagttages på hans talrige figurer i Dresdens Zwinger, fx Nymphe mit dem Blütenstrauß (ca. 1718), der er placeret i en af nicherne i Zwingers Nymphenbad. Blandt Kirchners senere arbejder kan nævnes de kinesiske hermer (1732), der udsmykker gården til Japanisches Palais.

Meissenporcelæn

Johann Christian Kirchner eksperimenterede desuden med det rødbrune Böttgerstentøj og virkede som modellør ved produktionen af det første hvide hårde porcelæn, der blev fremstillet i Europa, i Meissen. Også broderen Johann Gottlieb Kirchner (1706-ca.1768) var billedhugger og modellør og udførte talrige porcelænsfigurer i den tidlige Meissenproduktion.

Læs mere i Den Store Danske

Nærbillede af en af de kinesiske hermer fra 1732, der udsmykker Japanisches Palais. De kinesiske hermer er langt mere grove og karikerede end de yndefulde nymfer i Zwinger. Foto fra 2015.

.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig