Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jean-Antoine Houdon

Oprindelig forfatter PJSt Seneste forfatter Redaktionen

François de Voltaire. Portrætbuste udført i 1770'erne af den franske billedhugger Jean-Antoine Houdon.

François de Voltaire. Portrætbuste udført i 1770'erne af den franske billedhugger Jean-Antoine Houdon.

Jean-Antoine Houdon, 1741-1828, fransk billedhugger. Jean-Antoine Houdon modtog 1761 akademiets store skulpturpris og var 1764-68 i Rom, hvor han inspireredes af såvel antikkens kunst som af Giovanni Lorenzo Bernini.

Salonen i Paris udstillede han i 1771 bl.a. sin portrætbuste af Denis Diderot, den første af talrige fremragende personskildringer af såvel medlemmer af den franske kongefamilie og udenlandske fyrster som politikere og intellektuelle.

En buste af François de Voltaire fra 1778 efterfulgtes af den berømte statue af den siddende forfatter (1779-81, Comédie-Française, Paris).

Annonce

Jean-Antoine Houdons mesterværk er den monumentale Diana (gips 1776, museet i Gotha; marmor 1780, Gulbenkian-museet, Lissabon), en syntese af 1500-tallets franske manieristiske ynde og antikkens klassiske stil, udført til en af de vigtigste samlere af Houdons arbejder, hertugen af Sachsen-Gotha.

Blandt Houdons senere værker er monumentet for George Washington (marmor, 1793) i State Capitol i Richmond, Virginia, og terrakottabusten af Napoleon (1806, Musée des beaux-arts, Dijon).

Læs mere om fransk billedkunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Jonas Storsve: Jean-Antoine Houdon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93300