Tokonoma, (jap. 'alkoverum'), ca. 1 m dyb billedniche i et traditionelt japansk opholdsrum. Tokonoma har sin oprindelse i en alterlignende niche i zenmunkenes logi og vandt i Muromachiperioden (1392-1568) indpas i boligen og i rum til teceremoni. I tokonoma ophænges en billedrulle eller et kalligraferet digt, og foran anbringes ofte en udsøgt kunstgenstand eller blomsterdekoration (se ikebana).