Indien. Meenakshi-templet i Madurai.

.

Indien. Khajuraho 1975. Tantiske seksualriter fra Shiva Kult.

.

Khajuraho 1975. Tantiske seksualriter fra Shiva Kult.

.

Indien. Tempel på Elephanta.

.

Indisk kunst er nært knyttet til religionen. Både arkitektur, skulptur og maleri tjener religiøse formål inden for de tre religioner, der opstod på indisk grund: hinduismen, buddhismen og jainismen. De muslimske erobringer i Nordindien og det senere Mogulrige tilførte indisk kunst et nyt element. Muslimerne bragte nye arkitektoniske former og teknikker med sig, og de opførte monumenter, der er blandt de ypperligste bygningsværker i verden.

Resterne af Induskulturen, der blomstrede ca. 3000-1800 f.v.t., findes i Pakistan — bortset fra enkelte bopladser i de indiske grænseområder. I en meget lang periode efter Induskulturens forfald er der ingen arkæologiske fund af kunstnerisk betydning; paladser og fæstningsværker, der hovedsagelig blev bygget af træ og ler, er gået tabt. Den egentlige indiske kunsthistorie begynder under Maurya-herskeren Ashoka (ca. 268-ca. 233 f.v.t.), da brugen af sten i bygningskunsten for alvor tog sin begyndelse. Ashoka lod 25 edikter udhugge i klippevægge og på stensøjler, spredt over hele det indiske subkontinent. Ediktindskrifterne er propaganda for buddhismen, som Ashoka omvendte sig til. Søjlerne består af en glatpoleret stamme med kapitæl, der er forsynet med en abacus med en dyrefigur. Den mest kendte er søjlen i Sarnath med fire halvløver på søjlens top — de udgør i dag Indiens statsvåben.

Den klassiske periode i 300-500-tallet, også kaldet Guptaperioden, er en milepæl i indisk kunst. Guptakunsten formåede til fulde at forvalte arven fra tidligere kunstskoler. De harmonisk proportionerede legemer kendetegner periodens skulpturer. Mange af hinduismens guddomme fik deres ikonografiske særpræg, og det hinduistiske tempel antog en form, der stilistisk blev normgivende for den nordindiske tempelarkitektur.

Skulptur

Indien. Bragatheeswara Tempel i Thanjavur.

.

I den religiøse kunst er arkitektur og skulptur uløseligt forbundet med hinanden. En statue af en guddom eller en hellig person tjener som tilbedelsesobjekt, reliefferne gengiver ofte opbyggelige eller mytologiske scenerier, og som ren dekorationskunst i helligdommene er planter og dyr yndede reliefmotiver.

I tidlig indisk kunst er de buddhistiske bygningsværker ofte smykket med scener fra Jatakafortællingerne, der er beretninger om Buddhas tidligere jordiske eksistenser, fx som konge, minister, købmand eller et dyr. Buddha selv er ikke fremstillet i menneskeskikkelse, han er kun til stede i udsmykningerne i symbolsk form; hjulet fx er symbol på igangsættelsen af læren. De første statuer af Buddha i menneskeskikkelse stammer fra omkring 100-tallet e.v.t., frembragt i de to kunstcentre Gandhara og Mathura. Den hellenistisk påvirkede Gandharakunst, der fulgte med buddhismen til Centralasien, fik ingen betydning for kunstudviklingen i selve Indien. Det gjorde derimod Mathuraskolen, der i ren indisk stil fremstillede kultbilleder for alle indiske religioner. I Amaravati blomstrede i samme periode en tredje indisk kunstskole. Amaravatistilen dannede grundlag for Buddhafigurens udformning på Sri Lanka og i Sydøstasien. Jatakamotiverne blev sjældnere i reliefudsmykningen, og der blev nu lagt mere vægt på at fremstille vigtige begivenheder i Buddhas liv, fx hans fødsel, hans liv i paladset, hans askese og hans første prædiken. Nye ikonografiske former trådte frem i mahayanabuddhismen. Her spiller andre buddhaer, fx Amitabha, Variocayana og ikke mindst bodhisattvaerne en stor rolle.

Med udviklingen af de tantriske retninger inden for såvel hinduismen som buddhismen fik den religiøse kunst tilført nye motiver. Buddhaer og bodhisattvaer blev fremstillet i favntag med deres kvindelige modstykke, deres shakti. Samtidig med Buddhastatuens fremkomst omkring 100-tallet e.v.t. blev Mahavira, jainismens grundlægger, fremstillet i menneskeskikkelse. De 24 tirthankaraer ("åndelige ledere") med Mahavira i spidsen er de centrale figurer i jainismens templer. Statuerne, der sædvanligvis er nøgne, er snart stående, snart siddende med korslagte ben.

Hinduismens vigtigste guddomme, Vishnu, Shiva og Durga, fremtræder i plastisk form i de første århundreder e.v.t. De er som regel forsynet med mere end to arme. Shiva blev allerede tilbedt i sin symbolske form som linga eller fallos før Kristi fødsel. I tiden efter 200-tallet e.v.t. blev det hinduistiske panteon tilført nye guder i visuel form, og guderne forsynedes nu med hvert sit "ridedyr" (vahana) som karakteristisk attribut. Vishnus vahana er den mytiske fugl Garuda, Shivas en tyr og gudinden Durgas en løve.

Arkitektur

Indien. Blandt de indiske arkitekter, der i sidste halvdel af 1900-t. har gjort sig bemærket internationalt, indtager Balkrishna Doshi (1927-2023) en central plads. Han var inspireret af bl.a. Le Corbusier og Louis Kahn, der begge har opført bygninger i Indien, og han søgede at forene modernismens idealer med indisk kulturtradition og klima. Her ses Doshis tegnestue i Ahmadabad, opført 1979-81.

.

De forskellige religioner og kulturer i Indien har hver især sat deres præg på bygningskunsten. Det mest udbredte monument inden for buddhismen er stupaen. Oprindelig var stupaerne gravhøje for Buddhas og hans disciples jordiske rester. Senere blev de symboler på Buddhas indgåen i nirvana; de kan også opfattes som monumentale afbildninger af kosmos. Ashoka byggede mange stupaer, men de fleste er gået tabt eller blevet stærkt ombygget. De to kendteste af de ældste stupaer ligger i Bharhut (påbegyndt ca. 200 f.v.t.) og i Sanchi (ca. 100-tallet f.v.t.-200-tallet e.v.t.). Andre buddhistiske bygningstyper er caitya (tempel) og vihara (munkebolig). Caityaen indeholder som regel en mindre stupa eller en Buddhafigur opstillet i tempelhallens baggrund. Vihara omfatter sambyggede munkeceller, der omgiver en åben plads beregnet til fælles religiøse aktiviteter. De ældste bevarede kloster- og tempelanlæg er hugget ind i klippevægge, påbegyndt ca. 100-200 f.v.t. og fortsat til ca. 650 e.v.t. De findes bl.a. i Bhaja, Karli og Ellora; mest kendt er de 29 klippehuler i Ajanta.

Mange af de tidlige velbevarede hinduistiske templer er også hugget ud i klippevægge, bl.a. Kailasa-templet i Ellora (700-tallet) og de samtidige Shiva-templer i Elephanta. De ældste bevarede hinduistiske stentempler fra 400-700-tallet (Aihole og Badami) følger en enkel grundplan med selve helligdommen i centrum. Denne grundplan går mere eller mindre igen i den senere hinduistiske tempelarkitektur. Templet opfattes som en genspejling af kosmos, hvor tempeltårnet repræsenterer verdensbjerget Meru, der er Universets midtpunkt. Nord- og Sydindien udviser tydelig stilforskel i tempelarkitektur. Tempeltårnene, shikhara, i den nordlige stil er høje med en afrundet kontur, mens de sydlige tårne, vimana, er lavere og pyramideformede. I Nordindien er tempeltårnet det dominerende element; i den sydindiske tempelarkitektur overskyggede de pyramidelignende indgangsportaler, gopura, efterhånden selve tempeltårnet. Med de muslimske invasionsbølger i 1000-talle blev tempeltraditionen i Nordindien afbrudt, mens tempelarkitekturen i Sydindien fortsatte sin udvikling. Berømte templer i den nordlige stil er Lingaraja-templet (1000-tallet) i Bhubaneswar, templerne i Khajuraho (900-1000-tallet) og Konarak (1200-tallet) og Jagannatha-templet (ca. 1100) i Puri. Blandt de talrige sydindiske templer kan fremhæves kysttemplet fra ca. 700 i Mahabalipuram, Shiva-templet (1000-tallet) i Tanjore, Minakshi-templet (1600-tallet) i Madurai og Hoyshalesvara-templet (1100-tallet) i Halebid.

Der findes ingen selvstændig jainistisk bygningsstil. Jainaerne har anvendt lokale arkitekturformer, tilpasset deres egne ritualer. Karakteristisk er store tempelkomplekser på hellige bjergtoppe, bekostet af hovedrige velyndere, bl.a. storkøbmænd og ministre. På Abubjerget i Rajasthan blev i 1031 opført det første af en lang række templer af hvidt marmor.

Islam

De muslimske erobringer i 1000- og 1100-tallet medførte store omvæltninger for de indiske religioner i form af forfølgelse, ødelæggelse af helligdomme og afbrænding af håndskrifter. Den hårdeste medfart fik den i forvejen svækkede buddhisme — efter 1200 findes kun få spor af den i selve Indien. Det islamiske herredømme fik imidlertid en positiv indflydelse på indisk kunst og arkitektur. Muslimerne indførte nye bygningstyper som moskéer, gravmæler, paladser og fæstninger. De islamiske helligdomme er ikke udsmykket med statuer — figurer er kun tilladt i private gemakker. Moskéerne er prydet med kalligrafi, geometriske mønstre og stiliserede bladornamenter. Et af de ældste islamiske bygningsværker er moskéen Quwwat ul-Islam i Delhi-Lalkot, opført 1193 af materialer fra næsten 30 ødelagte hinduistiske og jainistiske templer. Minareten i nærheden af moskéen er den 72 m høje Qutb Minar, der blev påbegyndt 1199. I de følgende århundreder videreudvikledes den islamiske byggestil, og især i områderne omkring Delhi, Agra og Sikandra opførtes mange moskéer, gravmæler og paladser.

En ny epoke begyndte i 1526 med Djengis Khan-efterkommeren Baburs erobringer i Indien, som dannede indledningen til Mogulriget, der blomstrede 1556-1707. Akbar, der regerede 1556-1605, var åben over for de indiske traditioner. Islamiske og indiske elementer dannede en fælles stil, fx i Akbars gravmæle i Sikandra og paladserne i Fatehpur Sikri. Under Akbar var røde sandsten det væsentligste bygningsmateriale, mens hans efterfølgere i høj grad anvendte hvidt marmor; et højdepunkt er det berømte gravmæle Taj Mahal i Agra, opført af Shah Jahan i årene 1630-1648 i ren mogulstil uden indiske elementer.

Vestlig indflydelse

Flere europæiske kolonimagter, deriblandt Danmark, har sat deres præg på arkitekturen i dele af Indien, men det var især Storbritannien, der tilførte landet nye bygningsformer. Den britiske arkitektur prægede først og fremmest store byer som Calcutta, Mumbai og Chennai. Den nye hovedstad ved Delhi, New Delhi, der blev bygget i perioden 1912-1931, havde Edwin Lutyens som ansvarlig arkitekt; han opførte bl.a. det mægtige præsidentpalads (1913-1931). Senere har fremtrædende modernistiske arkitekter fra Vesten skabt monumentale bygningskomplekser i Indien. Le Corbusier har bl.a. planlagt den fælles hovedstad for Haryana og Punjab, Chandigarh, og har tegnet flere af dens bygninger, og Louis Kahn har virket i Ahmadabad, hvor Le Corbusier også har lavet projekter.

Malerkunst

De tidligste eksempler på malerier af betydning er de buddhistiske vægmalerier fra 400-600-tallet i huletemplerne i Ajanta, der viser episoder fra Buddhas liv eller illustrerer Jataka-fortællingerne. Det ældste hinduistiske maleri er et vægmaleri i et huletempel i Badami fra 578. Illuminering af håndskrifter har en lang tradition i Indien. Ifølge de litterære kilder har der allerede eksisteret illuminerede håndskrifter i de første århundreder e.v.t. De ældste bevarede er buddhistiske religiøse palmebladshåndskrifter fra omkring 1000-tallet; også talrige jainistiske illuminerede håndskrifter fra 1200-tallet er bevaret. Fra slutningen af 1300-tallet blev papir mere almindeligt, og det betød, at kunstnerne ikke længere var bundet af palmebladets smalle, aflange format. I slutningen af 1400-tallet og i begyndelsen af 1500-tallet begyndte en større produktion af hinduistiske illuminerede håndskrifter.

Miniaturemaleri

Illuminerede islamiske håndskrifter fremstillet under Delhisultanatet (1206-1526) viser en tydelig afhængighed af samtidige persiske malerskoler.

Mogulmaleri

Under Akbar, i hvem malerkunsten i sidste halvdel af 1500-tallet havde en gavmild velynder, udviklede der sig en selvstændig islamisk-indisk stil inden for miniaturemaleriet, mogul- eller mughalmaleriet, der bl.a. illustrerede kejserbiografier og persisk digtning. Også de store hinduistiske epos Mahabharata og Ramayana, der blev oversat til persisk, blev rigt illustreret i mogulstilen. Under Akbars søn Jahangir (1605-1627) blomstrede portrætmaleriet.

Rajputmaleri

I 1500-tallet opstod en retning inden for den indiske malerkunst, Rajputmaleriet, der havde sit grundlag i de hjemlige traditioner og udviklede sig i vekselvirkning med det samtidige mogulmaleri. Siden begyndelsen af 1600-tallet er der i flere mindre, hinduistiske fyrstendømmer opstået forskellige Rajputmalerskoler, der kan inddeles i to hovedgrupper: Rajasthanimaleriet og Paharimaleriet. De betydeligste repræsentanter for Rajasthanimaleriet er Bundi- og Mewarskolen; nævneværdige er også Marwar- og Kishangarhskolen. Paharimaleriets vigtigste skoler er Basholi-, Kangra- og Gulerskolen.

Kompagnimaleri

I kolonitiden sygnede den traditionelle indiske kunst hen. Kun i landsbyerne levede folkekunsten videre. I kolonitiden udførte mange indiske kunstnere bestillingsarbejder, såkaldte kompagnimalerier, for europæiske embedsmænd, missionærer og handelsfolk, der kombinerede indiske og europæiske maletraditioner.

Modernistisk kunst

I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet oplevede malerkunsten en renæssance. Især skal den bengalske skole med bl.a. medlemmer af Tagore-familien som foregangsmænd fremhæves. De ville frigøre sig fra vestlig indflydelse, idet de søgte inspiration i rent indiske stilarter, fx hulemalerierne i Ajanta og miniaturemaleriet. Vigtige navne i nyere indisk malerkunst er Jamini Roy (1886-1972) og Amrita Sher-Gil (1913-1941).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig