Indisk kunst er nært knyttet til religionen. Både arkitektur, skulptur og maleri tjener religiøse formål inden for de tre religioner, der opstod på indisk grund: hinduismen, buddhismen og jainismen. De muslimske erobringer i Nordindien og det senere Mogulrige tilførte indisk kunst et nyt element. Muslimerne bragte nye arkitektoniske former og teknikker med sig, og de opførte monumenter, der er blandt de ypperligste bygningsværker i verden.
Resterne af Induskulturen, der blomstrede ca. 3000-1800 f.v.t., findes i Pakistan — bortset fra enkelte bopladser i de indiske grænseområder. I en meget lang periode efter Induskulturens forfald er der ingen arkæologiske fund af kunstnerisk betydning; paladser og fæstningsværker, der hovedsagelig blev bygget af træ og ler, er gået tabt. Den egentlige indiske kunsthistorie begynder under Maurya-herskeren Ashoka (ca. 268-ca. 233 f.v.t.), da brugen af sten i bygningskunsten for alvor tog sin begyndelse. Ashoka lod 25 edikter udhugge i klippevægge og på stensøjler, spredt over hele det indiske subkontinent. Ediktindskrifterne er propaganda for buddhismen, som Ashoka omvendte sig til. Søjlerne består af en glatpoleret stamme med kapitæl, der er forsynet med en abacus med en dyrefigur. Den mest kendte er søjlen i Sarnath med fire halvløver på søjlens top — de udgør i dag Indiens statsvåben.
Den klassiske periode i 300-500-tallet, også kaldet Guptaperioden, er en milepæl i indisk kunst. Guptakunsten formåede til fulde at forvalte arven fra tidligere kunstskoler. De harmonisk proportionerede legemer kendetegner periodens skulpturer. Mange af hinduismens guddomme fik deres ikonografiske særpræg, og det hinduistiske tempel antog en form, der stilistisk blev normgivende for den nordindiske tempelarkitektur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.